Finland: Poulsen scorede sit første Liiga-mål, Pelicans fik hul på bylden

Foto: Jan Korsgaard

Pelicans Lahti – med Stefan Lassen og Morten Poulsen – havde leveret seks perioder uden mål i de to første kampe i sæsonen, som blev tabt 0-2 og 0-1 mod KalPa Kuopio og Vaasan Sport (holdet, der slog SønderjyskE i to træningskampe tidligt på sæsonen).

I dag gjaldt det sæsonens anden hjemmekamp i ISKU Arena i Lahti, og her fik Pelicans i den grad hul på bylden mod TPS Turku, der var helt sagesløse i de to første perioder.

Pelicans bragte sig foran 2-0 efter 20 minutter og førte med hele 6-0 efter to perioder. Det var i anden periode, Morten Poulsen var på pletten og leverede sit første mål efter skiftet til finsk ishockey.

Det var i tiden 36:35, at Morten Poulsen satte scoringen, og Lahti endte med at vinde en suveræn 6-1-sejr over TPS Turku.

Poulsen fik 13:49 minutter på isen, mens Stefan Lassen sædvanen tro var en af spillerne med mest istid. Han spillede 21:39 minutter i pelikanernes første sæsonsejr.