Finland: Mål og assist til Poulsen, assist til Lassen i 4-3-sejr

Stefan Lassen skifter ud. Foto: Jan Korsgaard

Inden dagens kamp i den finske Liiga havde Morten Poulsen scoret et enkelt mål i syv kampe for Pelicans Lahti. I dag leverede herningenseren en meget fin og matchafgørende præstation for sin finske klub, da det blev til en vigtig 4-3-sejr til Pelicans Lahti i udekampen mod SaiPa fra Lappeeranta.

Morten Poulsen scorede 3-2-målet for Pelicans i powerplay, som i øvrigt var assisteret af hans danske kollega Stefan Lassen.

Tidligt i kampen var Morten Poulsen også med i powerplay, hvor han assisterede på 1-0-målet.

Kampens helt store spiller var dog 21-årige Iikka Kangasniemi, der også scorede det pågældende 1-0-mål. Det var også Kangasniemi, der sent henne i kampen scorede 4-3-målet for Pelicans.

Sejren betyder, at Pelicans nu står med 15 point i ni kampe og dermed blander sig i topfeltet i den finske Liga, hvor målet i den grad er at komme blandt de seks bedste, der kvalificerer sig direkte til kvartfinalen.