Fest og farver i Scanel Hockey Arena

Der bliver sædvanen tro fest og glade dage omkring Metal Cup-finalen, som i denne 24. udgave bliver en duel mellem Frederikshavn White Hawks og Odense Bulldogs.

Dørene åbnes allerede klokken 13, og man forventer minimum 3000 tilskuere i den nye Scanel Hockey Arena, hvor hjemmeholdets fans i den grad hungrer efter en titel. Det bliver ikke kun på banen, der er fest – også på lægterne og omkring kampen, hvor White Hawks har sat alle sejl til for at skabe en fornem atmosfære.

Der bliver delt store flag ud i hallen, og i pausen er der underholdning – blandt andet ved Trylle Thomas, som leverer magi for publikum. Scanel Hockey Arena vil være pyntet op til lejligheden, og White Hawks’ fanklub har allerede købt guldparykker og leverer en stor tifo op til kampen.

Der er med andre ord lagt op til fest i Frederikshavn, men der er med garanti en ordentlig flok fynboer, der vil gøre alt for at spolere begivenhederne og snuppe Metal Cuppen med hjem.