Fest for Bech og Schioldan i Frederikshavn

Foto: ishoot.dk

Det har været festligt i Frederikshavn hele eftermiddagen. De to tidligere landsholdsbacker, Mads Bech og Christian Schioldan, blev hyldet og fejret for lang god og tro tjeneste i Frederikshavn White Hawks. Det betyder, at de to trøjer med nummer 4 og 11 nu skal hænge i loftet i Scanel Hockey Arena.

Inden fejringen var der showkamp mellem et udvalgt Bech/Schioldan hold, der mødte FIK 1 division. Her kunne flere tidligere eliteseriespillere opleves på isen, og selvom tempoet ikke var som i gamle dage, kunne de gamle drenge sagtens vinde 4-0 over de unge.

Det udvalgte Bech/Schioldan hold bestod, udover dagens to hovedpersoner, blandt andet af Morten Lie, Hasse Olsen, Christian Chapman, Søren ”Søkke” Jensen, Tomi Jokinen, Lars Mølgaard, og den tidligere guldkaptajn fra 2000, Andreas Borup.

En herlig eftermiddag i Frederikshavn, hvor Schioldan og Bech i den grad var hovedpersonerne inden Metal Liga kampen mellem White Hawks og Gentofte. Alt imens de to hold stod linet op på isen, var det White Hawks direktør Henrik Andersen, der holdt tale for de mange fremmødte tilskuere.

-Det er en festdag i ishockeyens tegn vi har i dag. Christian Schioldan spillede 820 kampe for klubben, og Mads Bech der nåede 740 kampe. Begge spillere har været kaptajner i klubben, og har været på landsholdet. De har fået deres opvækst i klubben, og har altid spillet i Frederikshavn. Det er spillere der har været yderst professionelle hele vejen igennem, lød det blandt andet i talen fra Henrik Andersen.

Herefter var det Mads Bech og Christian Schioldans børn, der sørgede for at trække tæppet så trøjerne i taget blev synlige. To gentlemen i dansk ishockey er nu for alvor legender i Frederikshavn White Hawks.