FACEOFF’s superpanel: Det lagde vi mærke til i kvarten

Foto: Jan Korsgaard

Fire af profilerne fra FACEOFF’s superpanel fik i går stukket fem hurtige spørgsmål omkring de overståede kvartfinaler og de kommende semifinaler i hånden. Læs i løbet af i dag deres interessante svar på spørgsmålene.

Her i første omgang, hvad Andreas Andreasen, Martin Nielsen, Mick Biehl (tidligere Jensen) og Mike Grey svarede på spørgsmålet: Hvad lagde I mærke til i kvartfinalerne:

Andreas Andreasen: 
Der var forskel i SønderjyskE-Aalborg-serien, men Aalborg bed fra sig i det omfang de kunne. SønderjydsEE har endnu ikke fundet deres egentlige niveau endnu, men de har stor bredde.

Frederikshavn-Rungsted var nok den mest skuffende serie i kvartfinalen, idet Rungsted ikke kunne byde Frederikshavn op til mere. Jeg troede egentlig, at serien kunne gå hele vejen, men Frederikshavn viste sig for stærke. 4-0 mener jeg ikke er godt nok af Rungsted. Om det var fordi Frederikshavn var for stærke eller Rungsted, der ikke ramte deres niveau, må semifinalen vise.

Esbjerg-Rødovre: En meget hård og uskøn serie. Spillet var ikke særligt flot, og stemningen var til tider ond. Men sikke en intensitet. Der blev ikke givet en centimeter på isen. Der blev tacklet igennem, blokeret skud på alle måder, og fart på hele tiden. En meget lige serie, hvor Rødovre lige så godt kunne have gået videre.

De mangler lige de sidste profiler, som kan afgøre kampene. Rødovre viste, hvorfor de var et top fire-hold så længe i grundserien. Esbjerg viste sin bredde med tre forskellige målscore i de tre overtidssejre. Esbjerg har god bredde, men skal igen for alvor have gang i målscoringen. Store chancer blev brændt og kampene blev tætte.

Herning-Odense: Jeg er imponeret over, at Hernings defensiv kunne holde ligaens farligste angreb nede. Herning har bare den vindermentalitet, som gør at de altid er farlige for alle i slutspillet.

Mick Biehl om kvartfinalerne:
Jeg er meget overrasket over at Rungsted Seier Capital ikke var i stand til at tage mindst én kamp mod

Frederikshavn Whitehawks. SønderjyskE var givet på forhånd, men at Frederikshavn ved kun delvist at spille op til sit bedste kunne sende Eller og Holten Møllers tropper på ferie efter fire kampe, synes jeg var meget skuffende, og det må give en anelse panderynker i det nordsjællandske, at man ikke formåede at få mere ud af pengene i år.

Uheldige med skader eller ej, så vil det, når det er flere år i træk, falde tilbage på scouting og den fysiske form som de parametre der har størst indflydelse, i det lange løb, på hvor mange skader man har.

Fra Frederikshavns side må man glæde sig over at Georg Sørensen samt de offensive profiler trådte i karakter de få gange Rungsted var i nærheden af at true dem.

Og at en så ung målmand, efter at være blevet tacklet 2-3 gange kort forinden, kan levere en førstegangsaflevering, der sætter et kontraangreb i gang, som reelt set ender en kvartfinaleserie, vidner om en uhørt stærk psyke for så ung en spiller, og i særdeleshed en målmand på et tophold, hvor der er pres på hver eneste aften.

Martin Aage Nielsen lagde mærke til følgende i de fire serier: 
Det hele gik vel lidt som ventet i kvartfinalen. Jeg havde dog troet, at Rungsted kunne drille Frederikshavn noget mere.

Simon Nielsen har spillet rigtig godt siden sin ankomst til Herning, og har taget et ekstra step opad til slutspillet, og har en stor aktie i Hernings videre avancement- Måske han kan banke på hos landsholdet igen?

SønderjyskE cruisede henover Aalborg, og til sidst gør det ondt i mit Rødovre-hjerte, at Esbjerg trak det længste strå. Det var nogle meget seværdige kampe, som kunne have gået begge veje. Det er igen de sidste fem procent, der mangler for holdet fra Vestegnen. Er der midler til at hente en topforward der kan styre et powerplay?
Mike Grey lagde mærke til følgende i kvartfinalerne: 
Hernings evne til at lukke ned. Odense var godt scorende i hele grundspillet, men da det gjaldt i kvartfinalen bestod Herning testen (selvom det var lidt omdiskuteret på grund af udvisningen i OT i den syvende kamp).Frederikshavns “Miller-kæde” har gjort det fremragende imod Rungsted og gjort et uacceptabelt grundspil i +/- til det modsatte i kvartfinalen. Svenskerkæden leverede dog ikke mange point, og det skal ændres på, hvis de vil forbi Herning. George i målet har stået fire flotte kampe. Simon Nielsen har overtaget for Pisar som førstemålmand, og nu viser det sig at være en gevinst for Herning at havde det stærke målmandsteam, da de tog Simon ind på kontrakt.