FACEOFF’s superpanel: Det har vi noteret os i grundspillet

Fotos: Jan Korsgaard

FACEOFF har til den sidste del af sæsonen sagt goddag til et fremragende kobbel af eksperter, der foreløbig tæller fem tidligere liga- og landsholdsspillere, der alle har optrådt adskillige sæsoner i den bedste række.

* Mick Biehl (tidligere Jensen) er mangedobbelt mester med Herning og SønderjyskE og kendt som en af de bedste allroundspillere i det her årtusinde i den danske liga.

* Martin Aage Nielsen har spillet i både Rødovre, Hvidovre og Herning og måtte desværre stoppe karrieren for tidligt på grund af skadesproblemer. En tekniker af Guds nåde og ustoppelig på sine gode aftener.

* Olafur Gunnarsson – pålideligheden selv for hjerteklubben Odense Bulldogs, hvor han arbejdede sig til folkets kærlighed. En enkelt afstikker til Herning, og en enkelt finale i Odense, som vi kommer til at høre mere om i løbet af dagen.

* Andreas Andreasen. Trøjen hænger under taget i Esbjerg og tilnavnet “Mr. Esbjerg” siger det meste. “Dres” er stadig en helt i ishockeyens Vestjylland.

* Mike Grey. Er Andreas Andreasen Mr. Esbjerg, så er Grey Mr. Frederikshavn. Over 800 ligakampe for klubben og efterfølgende trænerkarriere, der foreløbig har resulteret i en sølvmedalje. Grey behøver knapt yderligere præsentation.

Det første spørgsmål, FACEOFF’s superpanel blev bedt om at svare på, var følgende: Er der en eller flere ting, I har lagt mærke til i grundspillet:

Martin Nielsen:
Det må være Herlevs skuffelse endnu engang. Umiddelbart en klub med trofaste sponsorer, netværk, og kommunen i ryggen, men skuffer stort igen. Jeg mener at Herlevs problem er den danske stamme. I stedet for at “satse” på diverse udlændinge burde man få lokket gode danske spillere til (20-23 årige), og få bygget en sund stamme op.

Præcis som Rødovre har gjort det og Aalborg er igang med. Udlændinge spiller ikke i klubben, hvis de skuffer, og gør de det over forventning, rykker de videre til større klubber i Europa, og på den måde skal man starte et helt ny stamme op år efter år. Det er altid nemt og kommentere på andres gøren og laden, men nøglen til succes over en lang periode for Herlev, mener jeg er en grundstamme, som er klar til at give alt for klubben.

Mike Grey:
Det virker som White Hawks har spillet på sit højeste niveau i starten af sæsonen og næsten hen til slutningen, mens de øvrige hold på nær Rødovre har “steppet” op her til sidst. Især Sønderjyske med deres comeback til 1. pladsen har set ud, som de er max klar til play off. Herning hjemme, Frederikshavn ude, Odense ude og Esbjerg ude gav 12 point = godkendt mod de direkte modstandere i toppen af tabellen!

At de så fik lidt hjælp fra Rungsted til at erobre førstepladsen er en anden historie, men det gælder om at være klar til det kommende slutspil, og det ser de ud til at være. Hernings mindre gode start var naturligvis også noget, der blev lagt mærke til, men mon ikke også de ved, at det hedder primo marts nu. Tror og håber på et meget spændende slutspil.

Andreas Andreasen:
At alle kan slå alle, fordi alle har haft downperioder i løbet af turneringen. Ingen er bare kørt derudaf uden at opleve modgang i løbet af de 45 spillerunder.

Olafur Gunnarsson: 
Det jeg har bidt mest mærke i i løbet af sæsonen, er den jævnbyrdighed, der alligevel har været. Selvfølgelig er der forskel på holdene (det viser tabellen jo), men positivt at alle hold har skullet være klar til hver kamp for at sejre. Der har selvfølgelig været udfald, det vil der jo altid være nogle af, men generelt har alle hold formået at drille de “større” hold.

Jeg er meget imponeret af det som Aalborg har gang i. Jeg tror at jeg Jens og Ronny har gang i noget godt som forhåbentligt bliver bygget videre på de næste par sæsoner (i takt med at spillerne bliver ældre og får mere rutine). Jeg synes de har spillet underholdende hockey i løbet af sæsonen og håber for deres skyld, at de kan drille Sønderjyske lidt i kvartfinalerne.

Det er yderst imponerende og glædeligtm at en spiller som Meyer er med helt oppe på topscorerlisten. Det er altid dejligt at se danske navne være med i top 10 og når det så er helt oppe i toppen er det ekstra rart.

Generelt synes jeg, det er rart at se at så mange unge spillere har fået lov at spille de seneste sæsoner. Det er nødvendigt for udviklingens skyld, og jeg afventer spændt hvad der sker i udlændingedebatten. Jeg tror at ligaen er klar til at skære ned fra 8 udlændinge til måske 6 stk.

Mick Biehl: 
For mig er det helt klart farten i spillet. Der er denne sæson kommet meget mere fart i skøjterne, end jeg tidligere har set i DK, og pasninger, og omstillingsspillet er fulgt med. Krydret med en stærk vilje blandt selv unge danskere til at turde “spille spillet”, synes jeg det har gjort ishockeyen væsentligt mere spændende og intens at se på. I de foregående sæsoner var jeg vidne til relativt mange tætte kampe, som var mærkværdigt tamme med hensyn til intensitet og nerve.

For mig ser det også ud til at der er kommet mere moderne trænere til, som er bedre til at acceptere fejl, og at en spiller fx prøver at spille pucken gennem boksen i powerplay, eller diagonalt gennem venner og fjenner i neutral zone, gør ikke nødvendigvis at han er bænket næste skift, såfremt pasningen ikke er succesfuld. Det er ligeledes med til at gøre spillet mere interessant og seværdigt.