FACEOFF’s superpanel: Den mest specielle slutspilsoplevelse

Foto: Jan Korsgaard

Tilsammen har de spillet tusindvis af kampe på højeste niveau. Og i dag hjælper de FACEOFF med at sige goddag til slutspillet. FACEOFF’s superpanel fortæller her om slutspilsoplevelserne, som de husker bedst:

Mick Biehl (tidligere Jensen): 
Todd Simpson-slagsmålet i 04-05 mellem AaB og Bluefox. Det vendte serien for os. Ageev var en klassisk matchvinder for AaB, og efter den seance var han stort set usynlig. Han var den type spiller der ene mand kunne afgøre 2-3 kampe i en tæt og målfattig finaleserie.

Adrenalinrushet fra slagsmålet (hvis man kan kalde det dét fra min side), “Bench Clearing Brawl” – både fra spiller og udvisningsboksen, opmærksomheden, der eksploderede fra medierne, tre dommere uden chance for at tage en fornuftig beslutning, glæden over karantæner til profiler fra AaB, nervøsiteten over karantæner til vores, og ikke mindst skuffelsen over at sætte sig selv som tilskuer til en finalekamp, gjorde den kamp og tiden umiddelbart efter til den mest absurde i min karriere. Heldigvis endte det lykkeligt med et fortjent mesterskab til os fra Bluefox.

Mike Grey: 
I sæsonen 07/08 skiftede vi i Frederikshavn træner undervejs. Det plejer sjældent at føre noget godt med sig, men i den sæson var vi tæt på at skrive et fantastisk dansk hockeyeventyr. Vi kom med på absolut yderste plads til årets slutspil, hvor vi i kvartfinalen skulle møde de meget stærke Rødovre, som havde vundet pokaltitlen og grundspillet.

De havde et meget stærkt hold med navne som, Larrivée, Riihijärvi, Damgaard, Mizzi og Oliveira osv. Vi kunne afgøre det “allerede” i kamp 6 på hjemmebane, men Oliveira scorede i OT, og vi skulle til Rødovre for kamp 7. Det er en helt speciel oplevelse at spille en kamp 7 – enten sommerferie eller videre avancement. Vi kom foran 2-0 efter 1. periode, men Rødovre kom stærkt igen og var foran 3-2 inden vi scorede to mål i en vild afslutning.

Herefter skulle vi møde Sønderjyske, som troede vi blev en walkover, efter vi havde brugt så mange kræfter, men også den serie vandt vi.

Herning ventede i finalen, men her mødte vi overmagten og tabte 1-4 i kampe. Men netop det års slutspil er noget jeg tænker tilbage på, som en rigtig fed oplevelse. Naturligvis vil jeg også gerne nævne vores guldhjelm i 2000, hvor især den femte og afgørende kamp imod Herning i finalen nok altid vil blive husket. Vi fører 5-1, men Herning kom stærkt igen og udligner til 5-5. Kampen ender 6-6 inden Ilya (Dubkov) scorede med 13 sekunder igen af overtiden – dengang kunne en slutspilskamp godt afgøres på straffeslag. Heldigvis blev den aldrig det – tak Ilya.

Andreas Andreasen: 
I 1996 mødte vi Rungsted i finalen i bedst af fem kampe. Vi havde vundet den første på hjemmebane, og tabt kamp to i Rungsted. Kamp tre gik i overtid i Esbjerg, hvor Kanervo lavede mål i overtiden. Det knækkede Rungsted, og vi vandt også den efterfølgende kamp i Rungsted og tog guldet.

Og så er der selvfølgelig historien om guldet i 2004, hvor vi vendte kampen med halvandet minut igen mod AaB Ishockey. Der går så mange historier om den syvende kamp. Hvis man fylder hallen op i Esbjerg, er der vel plads til 4500, men historierne går på, at der var 6000 inde den aften. Så var der alle anekdoterne om folk, der havde givet op og endte med at se afgørelsen hjemme fra tv-skærmen. Og dem, der kom løbende tilbage ude fra parkeringspladsen, da de pludselig opdagede, at vi var kommet igen.

Martin Nielsen: 
I sæsonen 2008/09 i Herning sluttede vi grundspillet rigtig godt af. Holdet spillede rigtig godt, og vi skulle egentlig ikke lave om på det helt store frem til den første serie, dog manglede vi måske lidt ekstra godt humør.

Vi lavede derfor den aftale, at når man ankom til omklædningsrummet gik man en omgang og “high fivede” med samtlige holdkammerater. Det kan udefra lyde som en lille ting, men for mig betød det en endnu størrelse følelse af fællesskab, og måske de få procent ekstra at se samtlige spillere i øjnene og se at alle var 100% til stede.

Olafur Gunnarsson:
Min mest specielle slutspilsoplevelse har intet med guld at gøre (klart når jeg aldrig nåede at vinde sådan en hjelm). Det må være sæsonen, hvor vi ikke formåede at lukke finale serien mod Herning. Yderst skuffende ikke at kunne lukke den serie, og når jeg tænker tilbage på det, så har jeg svært ved at analysere, hvor det lige gik galt.

Vi red på en bølge i store dele af sæsonen, og i slutspillet kørte det jo meget godt for os. Og med så mange matchbolde i finaleserien gik vi pludselig i stå og formåede ikke at score et eneste mål i de tre sidste kampe. Det var simpelthen for dårligt af os.