Faceoff.dk-blog: Holmberg og Mærsk i Sverige (1)

De to tidligere Metal Liga-spillere Jeppe Holmberg (Esbjerg og Aalborg) og Henrik Mærsk (Esbjerg) har i denne sæson taget et stort og spændende spring i karrieren. De har skrevet kontrakt med Division I-klubben Vännäs langt oppe i Nordsverige, hvor de i indeværende vil kæmpe for både personlig og holdmæssig succes. De to venner bor i Umeå og har i løbet af sæsonen lovet at skrive fra Sverige og præsentere hockeylivet i Umeå for Faceoff.dk’s læsere. 

I dag skriver Jeppe Holmberg fra Umeå. 

Jeg gik mellem valget om jeg skulle vælge uddannelse eller give hockeyen et skud. Efter nogle gode år i Esbjerg og Aalborg, hvor succesen jo har været kæmpe stor holdmæssigt, syntes jeg, at jeg skylder mig selv at se, hvor langt det kan række på den personlige succes.

Men det var lange og tunge overvejelser, og faktisk havde jeg en mundtlig aftale med en anden dansk klub, som desværre ikke holdt.

Men når en dør lukker, åbnes en anden heldigvis.

Vi (Henrik og jeg) bor sammen i en treværelses lejlighed 10 minutters gang fra Umeå centrum. Så kører vi hver dag til Vännäs, som er cirka 25 kilometer væk, sammen med de andre spillere, der bor i Umeå.

Selve Umeå er en utrolig flot by, men en smuk elv, der deler byen op. Det er den største studieby i Nordsverige, så der er masser af liv.

Så det er meget som derhjemme, hvor vi begge kommer fra større byer (Aalborg og Esbjerg). Men en ting vi nok lige skal vænne os til, er kulden og de få timer sol der kommer til vinter. To til fire timers sol på de værste dage og ned til -30 grader er noget af en forandring.

Det er super fedt, at vi er to, og til og med bor sammen. Vi arbejder lidt ved siden af, ligesom de fleste gør i ligaen. Pengene i mange klubber er små, og mange får kun symbolske beløb for at spille. Vi skiftes til at lave mad og handle ind – og så er det altid rart st have nogen at vende kampene med. Om man så er enig eller ej, er det altid godt at få et andet perspektiv på tingene. Så vi bruger hinanden meget, også når det svenske går lidt for hurtigt, og vi ingen ide har om, hvad der foregår.

Hallen i Vännäs, som er hjemmebane for Henrik Mærsk og Jeppe Holmberg.

Selve niveauet i Division I er overraskende højt. Der spiller mange unge spillere her, som har været igennem ungdomshockeyen, hos de helt store klubber, men hvor det ikke har kastet en seniorkontrakt af sig. Så det er mange spillere med høj fart, men uden den helt store erfaring. Men mulighederne er her for os, men masser af ansvar og mere erfaring end mange af de andre, og der bliver trænet superseriøst heroppe.

Vi har fystræning tre til fem gange i ugen, og selvom faciliteterne ikke er helt optimale, bliver der kørt hårdt på.

Vi løber meget interval løb, og meget smidighed og eksplosivitet. På isen er det meget taktisk, og egentlig meget lig træningerne hjemme i Danmark. Vi er jo en del nye spillere, som stadig er igang med at lære at spille på en ny måde.

Klubben har også et tæt samarbejde med Björklöven, Umeås største klub som spiller i Allsvenskan, og som vi også spillede træningskamp mod. Det blev et nederlag på 1-6, men resultatet lyver lidt. Det var en tæt kamp, hvor erfaringen fra de lidt ældre Björkloven-spillere kostede nogle dumme fejl fra vores side. Så der er ikke så langt fra Division I til Allsvenskan. Björkloven er endda spået at gå i kvalen i år til SHL.

Vi har også nogle unge spillere på låns fra Bjorkloven. Så det er hele tiden et meget professionelt miljø vi begår os i, da mange af de unge, heriblandt os selv, har ambitioner på egne vegne.

Vores start i ligaen har været lidt blandet med to sejre og to nederlag. Og med en målsætning der hedder top fem skal der gerne lidt mere stabilitet til. Men vi har allerede fået lov til at prøve den længste udebane tur, til den gudsforladte by Kiruna helt oppe i nord.

Byen er rimelig kendt på grund af den store mine, som 80 procent af byens indbyggere arbejder i. Alt det opgravede jord, har dannet et “bjerg” der er helt mørkt, og det får tankerne hen på Mordor fra Ringenes Herre filmene. Vi fik sågar at vide at byen skal flyttes nogle kilometer væk, fordi man har gravet ind under byen, og der nu er fare for at det kan brase sammen, eller give revner i jorden.

Men vi er superglade for at være her i Vännäs og for at prøve noget andet og nyt i karrieren. Hvis alt skulle gå galt er vi stadig en oplevelse rigere.