Esbjerg var bedst i jysk Metal Cup-drama

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn White Hawks-Esbjerg Energy 4-4 (2-1, 1-1, 1-2) (Skrevet af Michael Eriksson Kristensen) Pokaldrama i det nordjyske i aften, hvor aftenens gæster fra Esbjerg var det klart bedste mandskab på isen, og måske endda burde have afgjort semifinalen allerede på udebane. Til trods for at de ikke gjorde det, så står de med de klart bedste kort på hånden efter 4-4 i Scanel Hockey Arena, med returkamp i egen hule om mindre end et døgn.

Godt tempo, masser af nærkampe, de små kampe i kampen, og otte mål var hvad skuffende 1289 tilskuere blev vidne til her til aften. Et Esbjerg-mandskab, der var rigtig dygtigt til at holde pucken i hjemmeholdets zone og ikke mindst holde fast, så vendelboerne til tider var trykket helt i bund, med masser af Esbjerg chancer til følge.

Det blev 1-0 til de orange-klædte gæster, da Brock Nixon stod klar til at sende en retur fra George Sørensen i mål. Jubel blandt de 10 Esbjerg fans, der havde trodset snevejret og fundet vej til Frederikshavn.

Der var dog hurtig udligning af hjemmeholdet, da Bau og Vock spillede sig flot igennem. Hurtig afslutning af sidstnævnte, og Frazee uden chance.

At hjemmeholdet gik til første pause med en føring var dybt ufortjent. Vock var igen i skarpretterens rolle, og næsten et mål lig med det første, udgjorde en 2-1-føring til høgene efter første periode.

Esbjerg fortsatte hvor de slap, og havde hjemmeholdet på krogen flere gange. Det ene kvalificerede forsøg mod George Sørensen efter det andet bølgede frem og tilbage, og det var ikke ufortjent, da Lamoureux huggede til og bragte balance i regnskabet.

Man havde indstillet sig på uafgjort efter 40 minutter, men hjemmeholdet udnyttede en Esbjerg-udvisning til at bringe sig i spidsen. Her kunne tilbagevendte Niclas Edman fra blue line sende skiven ind bag Frazee, og jubel i Scanel Hockey Arena.

Det lignede en sejr til hjemmeholdet, da Mads Larsen gjorde det til 4-2 i starten af tredje periode. Han tog sagen i egen hånd, tog turen bag mål, og da han kom på skudhold, sendte han flot pucken i mål.

Trods et lille begyndende overtag til høgene, var Esbjerg på ingen måde slået. Det sørgede blandt andet Lamoureux for, da han med sit andet mål reducerede for gæsterne. Her så George Sørensen ikke for godt ud i hjemmeholdets bur. 4-3.

Colin Vock burde have afgjort kampen til hjemmeholdets fordel, men to friløbere blev på det skammeligste misbrugt, hvor sidstnævnte chance var en imponerende redning af landsmanden i gæsternes mål.

Her var der anerkendende klap til Frazee fra hjemmeholdets kaptajn i aften, Adam Miller, der igen i aften var uden mål. Amerikaneren spiller ikke med selvtillid i øjeblikket.

At Esbjerg har det bedste udgangspunkt inden morgendagens hjemmekamp sørgede nyerhvervelsen Tyler Gron for. I de døende sekunder kunne han udligne efter en retur fra George Sørensen, som den danske høge-keeper ikke fik clearet langt nok væk. Resolut afslutning af Gron, der fik en noget bedre debut end høgenes Robert Carlsson, der ikke gjorde det store væsen af sig.

Gron havde 4-4 scoringen og assist på den første scoring at bryste sig med, og ligner en god forstærkning for vestjyderne.

Trods overhånden til Esbjerg, både set på aftenens resultat og spillemæssig overtag, så er kampen alligevel åben da der er fuldstændig balance i regnskabet inden de 60 minutter i Esbjerg.

Morgendagens gæster fra Frederikshavn kan vente kæmpe opbakning fra en stor skare af høge-fans der tager turen til Vestjylland. Busturen er for længst udsolgt, og der er også et stort antal privatbiler der tager turen gennem det sneklædte Jylland.