Esbjerg udnyttede første matchbold og er semifinaleklar

Esbjerg Energy – SønderjyskE 4–0 (1-0, 1-0, 2-0)

Der var ingen slinger i valsen, da Esbjerg søndag eftermiddag sikrede sig det videre avancement til semifinalerne efter en hjemmesejr på 4-0 mod SønderjyskE, der dermed blev slået med samlet 4-1 i kampe. Esbjergs nordamerikanere stjal rampelyset med fire scoringer, mens Seldrup samtidigt lukkede helt af i modsatte ende.

SønderjyskE havde ryggen mod muren, da man søndag eftermiddag gæstede Granly Hockey Arena til kvartfinale fem. Efter fredagens hjemmebanenederlag var sønderjyderne således nede med 1-3 i serien og man var altså tvunget til at hente en sejr i Esbjerg i dag, såfremt man ville forlænge serien.

Esbjerg leverede fredag aften seriens bedste udekamp, da man på fremmed is sejrede med 1-2 efter en glimrende kamp, hvor Esbjerg i tredje periode langt hen af vejen så ud til at have kampen hvor de ville have den. Selvom SønderjyskE i slutfasen til tider pressede ganske hårdt på, så havde man en sikker sidste skanse i Mathias Seldrup.

Sønderjyderne måtte atter undvære Greg Gibson og Daniel Galbraith, men man måtte alligevel forvente et semi-desperat SønderjyskE-mandskab, der søndag eftermiddag var tvunget til at komme med alt hvad de havde i jagten på den vitale sejr.

Esbjerg var fuldtallige og gav genvalg til Mathias Seldrup i målet. Joni Myllykoski var vanen tro at finde i gæsternes mål. SønderjyskE havde hevet Thomas Spelling op i førstekæden til dagens kamp, mens Tyler FIddler var at finde i gæsternes anden femmer sammen med Derek Damon og Steffen Frank.

Brock Nixon kickstartede Esbjerg

Kampen var kun to minutter gammel, da Brock Nixon gav Esbjerg en drømmestart. Adam Miller fik for lidt opmærksomhed fra gæsternes defensiv og amerikaneren kunne derved let sætte Nixon op til afslutning fra en halvspids vinkel. Et følt håndledsskud blev sikkert sendt ind bag Myllykoski i gæsternes mål og Esbjerg var foran med 1-0.

Minuttet efter kredsede Alexis Loiseau og Justin Crandall om gæsternes mål, men sønderjydernes finske keeper kom i vejen for afslutningerne og man slap denne gang med skrækken.

En unødvendig roughing-udvisning til Jace Coyle i det femte minut sendte Esbjerg i overtal og i et kontrolleret og veleksekveret power play var Esbjerg flere gange tæt på at udbygge føringen. Ikke mindst Brock Nixons styring tæt under mål havde fortjent en bedre skæbne.

Netop som SønderjyskE blev fuldtallige løb Esbjerg ind i en udvisning for tripping og Taylor Flemming måtte gå den tunge vej for vestjyderne, der altså gik direkte fra power play til box play. I overtalsspillet der fulgte tegnede gæsternes kaptajn Derek Damon sig for det bedste forsøg, men en veloplagt Mathias Seldrup greb amerikanerens forsøg ud.

Der var nu for alvor kommet gang i udvisningerne og under endnu en afventende en af slagsen kørte Esbjerg på i spil seks mod fem. Her fik Christian Wejse sendt en afslutning rent på stolpen fra en position tæt under mål. Med Thomas Spelling i straffeboksen for en cross-checking havde Esbjerg dog efterfølgende lidt svært ved at finde melodien i overtalsspillet.

Sønderjydernes to følgende power plays mod periodens slutning var ikke meget bedre og Esbjerg kunne tage en føring på 1-0 med ud til pausen.

Colin Vock lynede i power play

Gæsterne kom godt ud til anden periode og gjorde hvad de kunne, for at udnytte overtallet tidligt i perioden. Man havde masser af fart i skøjterne og Thomas Spelling fik da også budt ind med et tidligt forsøg, som Seldrup måtte ud i en hurtig forflytning for at afværge med skinnerne.

SønderjyskE var dog ved at blive lidt overmodige, da Esbjerg efter et par minutter kunne slå kontra. Efter en hurtig omstilling var det Colin Vock, der med lidt held kunne have øget den vestjyske føring.

Størst var chancen dog i det femte minut, da Esbjerg-kaptajn Carson McMillan fik sat Alexis Loiseau perfekt op til afslutning ved fjerneste stolpe. Men på mirakuløs vis lykkedes det for Loiseau, at sende pucken forbi det tomme mål, da Myllykoski var helt væk ved den lejlighed. Men fortsat 1-0.

Efter otte minutters spil faldt der en udvisning til begge hold og den ekstra plads på isen så umiddelbart ud til at behage Esbjerg bedst. Vestjyderne kom i hvert fald frem til et par forsøg ved både Carson McMillan og Phillip Bruggisser, inden der atter skulle spilles fem mod fem.

Med Niklas Andersen i straffeboksen for forsinkelse af spillet fik gæsterne muligheden i power play efter 12 minutter, men størst var chancen her faktisk til Esbjerg, der kom frem til et undertals break away, hvor Sune Hjulmand forsøgte at finde Anders Krogsgaard, der dog ikke fik det fornødne træf på pucken.

Som perioden skred frem overtog gæsterne mere af initiativet og sønderjyderne arbejdede da også rigtigt godt og ihærdigt på en udligning. Men Seldrup var en god mand i målet for vestjyderne, der lige nåede at få et power play med mod periodens slutning, da Derek Damon lidt klodset røg ud for en interference.

Esbjerg takkede hurtigt for tilbuddet, da Nick Crawford efter blot 19 sekunders overtalsspil fik sat Colin Vock op til afslutning midt i slottet. Herfra svigtede den målfarlige amerikaner ikke, da han sikkert eksekverede og sendte pucken op i fjerneste hjørne til 2-0, hvilket altså også var stillingen forud for tredje periode.

Esbjerg trak fra til sidst mod satsende sønderjyder

Esbjerg lignede et hold, der var fast besluttede på at holde foden på speederen fra tredje periodes indledning, hvor man forsøgte at holde såvel tempoet som presset på gæsterne. Det blev da også til et par tidlige forsøg til Colin Vock der skød forbi, mens Felix Scheel måtte konstatere, at luftslag ikke tæller i ishockey, da han slet ikke fik ram på pucken.

Siden fulgte en lidt afventende periode fra begge mandskaber. Der var her meget spil i midtzonen. Som perioden skred frem sad man og ventede på den sidste desperation fra sønderjyderne, men den kom aldrig rigtigt. Bevares, man forsøgte sig da – men det var næsten kun når Patrick Dwyer var på isen, at det for alvor blev farligt i værternes zone. Dwyer har været fantastisk siden ankomsten til Danmark, men det har til tider virket som om, at sønderjyderne næsten har været for forblindende eller for afhængige af, at tingene skulle komme fra hans stav.

I stedet var det igen Esbjerg der overtog en stor del af kampens initiativ og momentum. Både Loiseau og Nixon havde gode tilbud omkring det 10. minut, men den sidste skarphed manglede i begge tilfælde.

Efter et kvarter måtte Christian Wejse indkassere en udvisning for slashing og gæsterne kunne nu rulle power play-formationerne ud. Måske det moment, som SønderjyskE havde ventet på?

I så fald var det ikke nemt at se, da gæsterne gang på gang løb panden mod muren på Esbjergs blå linje, hvor værterne med enkle midler blot slog pucken ned i hjørnerne en 4-5 gange og så var de to minutter gået.

3.086 tilskuere i Granly Hockey Arena kunne dermed se skiften på væggen, da der med tre minutter tilbage fortsat stod 2-0 på tavlen. Gæsterne satsede nu og erstattede Myllykoski med en ekstra markspiller. Men den finske keepere nåede dårligt at sætte sig, før Justin Crandall havde lukket kampen med sin scoring til 3-0 i det tomme mål. Samme Crandall nåede også at gøre det til 4-0 i sidste minut, da Myllykoski atter var blevet kaldt ud på bænken.

Esbjerg er dermed klar til semifinalerne og kan nu sammen med Herning og Aalborg vente på udfaldet af den sidste åbne serie mellem Rødovre og Rungsted.