Esbjerg tog første stik i Metal Cuppens kvartfinale

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy – Aalborg Pirates 2–1 (2-0, 0-1, 0-0)

Esbjerg hentede fredag aften en spinkel 2-1 sejr hjemme over Aalborg og tog dermed første stik i kvartfinaleserien mod Aalborg, hvor der er returopgør allerede lørdag aften i Aalborg. Anders Krogsgaard med hovedrolle for vestjyderne.

Granly Hockey Arena dannede fredag aften rammen om Metal Cuppens første kvartfinale mellem Esbjerg og Aalborg. Nordjydernes sikrede sig videre avancement efter en 3-2-sejr over de forsvarende Metal Cup-mestre fra Odense Bulldogs, mens Esbjerg først trådte ind i turneringen denne fredag – med et returopgør ventende allerede lørdag i Aalborgs Gigantium.

Ronan Quemener vogtede gæsternes mål, mens Mathias Seldrup atter havde fået tjansen i Esbjerg-målet, under Nikolaj Henriksens fravær.

Kampen startede i et relativt beskedent tempo, hvor de to hold lige skulle føle hinanden lidt an. Det skulle dog blive hjemmeholdet der først fik lejlighed til at rulle offensiven ud, da man efter fire minutters spil fik chancen i power play. Overtalsspillet kørte dog ikke på skinner for vestjyderne tidligt i kampen og nordjyderne kunne ganske uproblematisk køre de to minutter af klokken, under et Esbjerg-power play uden bid.

Gæsterne kom herefter længere frem på isen og fik lagt et glimrende pres på hjemmeholdet. Nordjydernes stærke amerikanske back, Andrew Blazek, fik budt ind med et friskt forsøg fra distancen i det syvende minut, men Seldrup var vaks med griberen og afviste for hjemmeholdet.

Aalborgs Peter Quenneville måtte halvvejs i perioden til afkøling for en lidt hårdt dømt tripping i egen zone og i det efterfølgende power play fandt vestjyderne hurtigt melodien i overtalsspillet. Her skulle værterne således kun bruge et halvt minut til at bringe sig i front med 1-0. Anders Krogsgaard sendte klogt pucken i endebanden fra distancen og foran Quemeners mål var Tyler Fiddler hurtig i opfattelsen, da han first timede returpucken ind bag en sprællende Aalborg-keeper.

Der opstod lidt tumult i Esbjerg zone efter et kvarters spil og efter lidt drøftelser dommerne imellem blev Aalborgs Andrew Blazek udvist i 2 + 2 + 10 minutter for en spearing, mens Phillip Bruggisser måtte tage to minutter i boksen for sin indblanding.

Minuttet efter formåede Esbjerg atter at udnytte muligheden i power play. Igen var Anders Krogsgaard hovedpersonen bag scoringen, da han fra blue line sendte et hårdt og yderligt placeret slagskud ind bag Quemener til 2-0. Flot afslutning af den unge Esbjerg-back.

Kampen livede nu lidt op og der kom mere fysik og intensitet i spillet. Efter 18 minutters spil var det dog lige i overkanten efter dommernes skøn og værternes Kodie Curran måtte til afkøling for en roughing. Aalborg formåede dog ikke at slå kapital af overtalsmuligheden og Esbjerg kunne tage en tomålsføring med ud til pausen.

Gæsterne fik en fin start på anden periode, hvor Tobias Ladehoff var tæt på at få reduceret med en styring tæt under mål efter et par minutters spil. Esbjerg var advaret og minuttet efter brændte det for alvor på for hjemmeholdet, da nordjyderne nærmest stod i kø for at få ekspederet pucken i mål. Men hårdt presset fik Seldrup til sidst raget pucken til sig og man kunne ånde lettet op i Esbjerg-lejren.

Efter lidt infight omkring det femte minut blev det til spil i fire mod fire i et par minutter og man noterede sig i det hele taget en tiltagende intensitet i kampen. Der fulgte nu fem minutter med masser af tacklinger og afslutninger i begge ender og efter 10 minutter kunne Seldrup ikke længere holde stand i Esbjergs mål.

Efter en hurtig spilvending strøg Mikkel Højbjerg af sted mod værternes mål. Afslutningen blev sendt i skinnerne på Seldrup og returen røg lige ud til Tobias Ladehoff, som ikke havde nogle problemer med at sende pucken i det halvtomme mål. 2-1 og kampen var igen åben.

Scoringen gav Aalborg blod på tanden og gæsterne sluttede da også perioden bedst. Man sad i overvejende grad på spillet og især Christopher Frederiksen var tæt på at bringe balance i regnskabet, da han havde store chancer lavt i slottet både i det 12. og i det 15. minut.

Trods endnu et godt forsøg af Ladehoff mod periodens slutning blev der ikke scoret yderligere og stillingen var altså 2-1 efter to perioder.

Anders Krogsgaard tegnede sig for en udvisning tidligt i tredje periode, men Aalborg kom ikke frem til de helt store muligheder i det efterfølgende power play-spil, hvor selvsamme Krogsgaard faktisk fik en glimrende chance, efter atter at være kommet på isen.

Niklas Andersen bød ind med en giftig afslutning fra en position midt i slottet i det syvende minut, men Quemener diskede op med en fin redning i gæsternes mål. Herfra overtog gæsterne momentum og det spillemæssige initiativ.

Christopher Frederiksen, der spillede en rigtig god kamp for Aalborg, kunne med lidt held have bragt balance i regnskabet efter ni minutters spil og i det efterfølgende minut trak Esbjerg to udvisninger indenfor godt et minut.

Aalborg havde derefter 44 sekunder i spil fem mod tre og tog da også en timeout for at få koordineret overtalsspillet. Her markerede Bjarke Møller sig med et frit skud fra en position midt i slottet, men Seldrup var på sin plads i vestjydernes mål.

Quemener blev inde for Aalborg, der altså ikke satsede med en ekstra markspiller mod kampens slutning. Offensivt blev der dog satset og Esbjerg var her tæt på ved Jared Knight, da Brock Nixon fangede gæsterne langt fremme på isen.

Der blev ikke scoret yderligere i kampen, hvor Anders Krogsgaard gjorde sig mest bemærket hos vestjyderne med en god solid defensiv præstation, krydret med et flot slagskudsmål og en snu assist på Esbjergs føringsmål.