Esbjerg: Snusfornuft og ingen planlagt fest

Der er ikke dækket op til guldfest endnu i Esbjerg. I hvert fald hvis man skulle tro formand for Esbjerg Energy, Christian Rølmer Christiansen. Han prædiker vestjysk beskedenhed, og plejer nu også at fremstå som en rolig mand.

– Nej, der er ikke arrangeret guldfest. Vi er vestjyder, vi arrangerer ikke fester, før vi ved, der er noget at feste for. Vi åbner EfB Caféen (lige ved siden af Granly Hockey Arena) og viser live-ishockey dér, og så kan det da godt være, at der er nogle fans, der vil tage imod spillerne, hvis vi vinder i Herning, siger han til JydskeVestkysten.

Det er der næppe tvivl om. Udebaneafsnittet i Herning er propfyldt, og hele Esbjerg by higer efter at vinde guldet tilbage for første gang siden 2004. Det kan også ske fredag aften, hvis Esbjerg misser i Herning i aften.

Hvis Blue Fox vinder bliver det altså stensikkert sæsonens sidste kamp i Granly Hockey Arena om tre dage.