Esbjerg skabte afstand til fjerdepladsen

Foto: Jan Korsgaard

Aalborg Pirates – Esbjerg Energy 1-3 (1-0, 0-2, 0-1) Der var gratis adgang for folk med studiekort for at tiltrække folk til  kampen, der blev spillet samtidigt med, at mange mennesker var til julefrokost. Der kom i alt 1780 tilskuere, hvilket må siges at være godkendt. Aalborg havde også leveret flere flotte resultater på det seneste, der kunne være med til at trække folk i hallen.

Aalborg var uden en del spillere, da man havde Anders Thode, Kristian Kodal og Lasse Jul Korsgaard grundet skader, mens Christopher Frederiksen afsonede sin sidste karantænedag.

Esbjerg var også plaget af nogle mangler grundet træningslejren i Sverige. Anders Krogsgaard, Jeppe Vinther, Jeppe Holmberg og Søren Nielsen var alle fraværende, og derudover var Nicholas B. Jensen stadig skadet.

De første 20 minutter svingede rigtig meget med store chancer i begge af isen.

Olle Liss scorede  til 1-0 efter fem et halvt minut, hvor pucken kom direkte ud til ham efter, at Nicolai Meyer havde sendt den på stolpen. Olle Liss havde tomt mål at sende den i, da Nicolaj Henriksen, der havde fået tjansen i målet i aften, ikke vidste, hvor pucken var, før det var for sent.

Esbjerg kom til flere gode chancer, hvor Marcus Lundell måtte være agere redningsplanke. Spillet bølgede en del frem og tilbage i resten af perioden, hvor begge hold kom til flere gode chancer.

Esbjerg viste, at man lever højt på den nordamerikanske trio i førstekæden med Mario Lamoureux, Aaron Lee og Matthew Pistilli, da de stod bag det første Esbjerg-mål med Mario Lamoureux som målscorer, mens det var backen, Wade Bergman, i førstekæden, der scorede det andet mål for Esbjerg.

Mario Lamoureux skøjtede ind foran Marcus Lundell og vippede pucken op i nettaget til 1-1, mens Esbjerg var i powerplay, og Wade Bergmans skud kunne lige komme over stregen, inden Marcus Lundell slog den ud. 2-1 til gæsterne. 

Pucken var dog tydeligt inde, og der var heller ikke de store protester. Inden målet havde Michael Binderup taget en flot solotur fra egen zone, og han var tæt på at udplacere Marcus Lundell også, men det lykkedes ikke for ham. Det havde været et af de flottere mål i Gigantium, havde det lykkedes.

Mod slutningen af anden periode kom Aalborg bedre med i kampen og kom frem til flere gode chancer, men Nicolaj Henriksen havde godt styr på det, selvom han ikke havde haft meget at lave tidligere i perioden.

Esbjerg fik en gylden mulighed i tredje periode, da Aaron Lee blev bremset af Magnus Leth Nielsen, og dommeren dømte et klart straffeslag til Lee. Han misbrugte dog chancen på en storspillende Marcus Lundell i målet.

Det var ikke meget, at man så til Aalborg i Esbjergs zone i de sidste 20 minutter – det skete primært, når Aalborg var i powerplay. Aalborg havde dog ikke fået indstillet sigtekornet til kampen, og de mange muligheder blev hurtigt ødelagt af en godt arbejdende Esbjerg-boks. I stedet var det Mario Lamoureux, der scorede 3-1-målet efter 43 minutter. Han er yderst skarp for øjeblikket. 

Mod slutningen af perioden havde Aalborg endnu et powerplay, hvor man kunne have satset uden målmand – det var dog med små fire minutter igen af kampen, men den mulighed satsede Jens Nielsen ikke på. Derimod tog man Marcus Lundell ud af målet med omkring ét minut igen af perioden uden, at man kom til de store chancer.

Man må sige, at Esbjerg lever meget højt på den nordamerikanske førstekæde, hvor især Mario Lamoureux huserer.

Han var en evig torn i øjet på Aalborgs defensiv, og man vidste ikke, hvad han kunne finde på sammen med Matthew Pistilli og Aaron Lee. Nicolaj Henriksen spillede også en solid kamp i målet for Esbjerg, hvor han lukkede af, når Aalborg kom for tæt på.