Esbjerg sikrer overtidssejr efter trist kamp

Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy 2-3 OT (1-2, 1-0, 0-0, 0-1): Søndagsmatch i Rødovre Skøjte Arena, hvor de danske mestre fra Esbjerg var på besøg for anden gang i sæsonen. Rødovre bedst indbyrdes med otte point efter tre kampe, så gæsterne i jagt på første sejr over de rødblusede.

Kampen var dog alt andet end seværdig. Begge hold rodede rundt med masser af fejlpasninger og dårlige afslutninger. En uskøn affære, hvor Esbjerg kort inde i overtiden sikrede sig ekstrapointet. Mål af Justin Crandall, der også lavede to assister i dag.

Rødovre fik to udvisninger inden for de første par minutter, og det var noget nær den perfekte indgang for Esbjerg. Gæsterne havde 23 sekunder i fem mod tre, og det blev udnyttet til fulde. Justin Crandall afsluttede på Gasper Kroselj tæt under mål, og pucken sprang ud og gik ind via Sebastian Bergholt.

Kort efter – i spil fire mod fire – slog Esbjerg til igen. Taylor Fleming skød fra distancen og Justin Crandall styrede pucken foran mål, så den gik ind i netmaskerne til 0-2 efter kun små fem minutter. En yderst effektiv start på kampen for det vestjyske mandskab. Og to mål af Crandall indtil videre. Rødovre tog en timeout for at samle tropperne.

I minutterne herefter fik Rødovre bedre fat og skabte et par gode chancer på Esbjerg-keeper Nicolaj Henriksen. Steffen Klarskov og Sebastian Bergholt med udmærkede forsøg, men reduceringen udeblev for hjemmeholdet.

Lidt over halvvejs i perioden fik Esbjerg powerplay, men Matthias Asperup slap alene igennem og blev generet i afslutningsøjeblikket. Det resulterede i udvisning til gæsterne og fire mod fire. Rødovre havde et minuts tid i overtal, men Esbjerg stod kompakt kombineret med dårlige afslutninger og pasninger fra hjemmeholdet.

Nyt powerplay til Rødovre med syv minutter til pause, og denne gang lykkedes det for Magnus Bogrens tropper. Spillet blev sat op, og så fandt Morten Andreasen en fri Sebastian Bergholt foran kassen. Han afsluttede fluks, og pucken gik forbi Nicolaj Henriksen til stillingen 1-2.

Rødovre i endnu et powerplay fem minutter før pause, men Esbjerg var dygtige til at holde spillerne på ydersiden, og Henriksen blev ikke for alvor testet i målet.

Alexis Loiseau med farligt forsøg, inden Rødovre på ny fik chancen i overtal. To plus to minutter til Christian Wejse for høj stok, og så sluttede hjemmeholdet de første 20 minutter i powerplay. Svingende periode med dårlige pasninger og manglende intensitet i spillet.

Tre minutters powerplay til Rødovre fra starten af anden periode, men det var meget begrænset, hvad hjemmeholdet skabte. Til gengæld – lige da udvisningen udløb – udlignede Rødovre til 2-2 ved Nicklas Carlsen. Han afsluttede tæt under mål, og Nicolaj Henriksen fik ikke styr på pucken, der røg bagud og ind i mål. Skidt arbejde af Esbjerg-forsvaret, der ikke fik ryddet op og fjernet pucken.

Esbjerg viste de klart bedste takter i anden periode med meget spil og gode chancer på Gasper Kroselj. Sune Hjulmand med glimrende skud, men Rødovres slovenske keeper med stærk redning.

Rødovre kom bedre med mod midten af perioden, men bedst som holdet præsterede bedre, fik Mads Eller to plus to minutter for høj stok. Esbjerg havde dog – nøjagtig som Rødovre – svært ved omsætte overtallet. Halvskidte pasninger og kiksede afslutninger prægede alle fire minutter.

En blandet forestilling videre frem. Rodet spil og vedvarende usikre pasninger fra begge hold. En lidt mærkelig søndagskamp, hvor næste scoring mere eller mindre ville blive altafgørende. Esbjerg i powerplay de sidste to minutter af perioden, men intet ville fungere for Mark Pedersons mandskab. Begge hold havde spillet miserabelt i overtal.

Slut på 20 minutter, der mildt sagt var ringe. En af sæsonens dårligste perioder.

Christian Wejse med god mulighed for mål i begyndelsen af tredje periode, men Gasper Kroselj afværgede på sikker vis. I den anden ende diskede Nicolaj Henriksen med stor redning på Nicklas Carlsen forsøg, der opstod tilfældigt kort for mål.

Begge hold havde scoret en enkelt gang i powerplay i eftermiddag, men spillet var som nævnt langt nede på kvalitetsskalaen. Esbjerg med to på hinden følgende powerplay mod midten af perioden, men undertegnede talte kun ganske få reelle afslutninger, hvor Kroselj kom på arbejde.

Esbjerg meget tæt på føring med otte minutter igen, da Anders Krogsgaard ramte stolpen, hvorefter pucken gled stille og roligt over på modsatte stolpe.

Anders Schultz med kæmpe chance fire minutter før lukketid, men han kiksede fra åben position få meter fra Nicolaj Henriksen. En chance, der opstod lidt ud af det blå.

Dommerpræstationen havde ligget på det jævne med flere tvivlsomme udvisninger, der gik begge veje.

Nicklas Carlsen trak en udvisning, da han spillede sig frem til stor chance. Rødovre dermed i overtal det sidste minut, men intet blev kreeret, og så tog overtiden over fra 60 uskønne minutter.

Rødovre tæt på i første minut, men Esbjerg slog frem da banen, og så spillede Justin Crandall pucken ind til Tayler Fleming, der usvigeligt sikkert sendte gummiskiven op i nettaget uden chance for Gasper Kroselj. Første mål af amerikaneren i denne sæson.

Esbjerg rejser dermed hjem med to point efter en kamp, der hurtigt skal glemmes for begge holds vedkommende. En langt fra seværdig kamp, hvor begge hold havde svært ved at finde melodien og gejsten.

Justin Crandall producerede dermed tre point og blev i den grad kampafgørende for gæsterne.