Esbjerg og Rungsted har tillid til kontraktudvalget

Foto: Jan Korsgaard

Yderligere to klubbers spillertrupper – i Rungsted og i Esbjerg – har begge undsagt sig DEF-Sports krav om overenskomst, der træder i kraft i morgen formiddag ifølge den meddelelse, som DEF-Sport, Spillerforeningen, sendte til Ligaforeningen mandag.

I Esbjerg står Nicholas B. Jensen, Kasper Jensen, Esben Nielsen og importspillerne Wade Bergman og Aaron Lee som underskrivere på en pressemeddelelse fra en enig spillertrup – og skriver blandt andet følgende.

 

“Vi er et samlet Esbjerg Energy-hold, og alle spillere har i juni måned trukket deres kommercielle rettigheder tilbage fra DEF-Sport, og derfor mener vi, at dette emne forlængst er diskuteret færdigt. DEF-Sport skal respektere vores tilbagetrækning, idet et enigt omklædningsrum har hundrede procents tillid til, at det allerede nedsatte kontraktudvalg vil værne om dansk ishockeys fremtid.”

“Dansk ishockey skal fortsætte den gode udvikling sporten har været igennem de seneste år, og derfor har ishockey sporten brug for en langvarig løsning til gavn for spillerne og klubberne.”

I Rungsted er kaptajn Joachim Holten Møller underskriver for spillertruppen sammen med Nikolaj Rosenthal og Morten Green. Også her er meldingen den samme:

“Ligaanførerne i hele Metal Ligaen har tidligere på sæsonen skriftligt tilkendegivet, at de ikke ønsker en konflikt, men at man i begge parters interesse skulle afvente og se resultatet af kontraktudvalgets arbejde. En linje som spillerne i Rungsted fuldstændig bakker op om.”

“På baggrund af dette stiller vi os uforstående overfor, at DEF nu har valgt at komme med nye krav om en overenskomst.”

– På et internt spillermøde efter vores træning her til aften, var vi fuldstændig enige om, at det er i dansk ishockeys bedste interesse, at løse konflikter og arbejde for bedre forhold gennem kontraktudvalget. På nuværende tidspunkt tror vi ikke på at en overenskomst er den rigtige løsning, siger kaptajn Joachim Holten Møller.

Dermed lægger Rungsted og Esbjerg sig opad de meldinger, der tidligere på dagen kom fra Herning, SønderjyskE, Aalborg og Frederikshavn.

I morgen udløber DEF-Sports ultimatum til Ligaforeningen, og herefter skal der altså tages stilling til, hvilke konsekvenser et eventuelt nyt brud parterne imellem får af konsekvenser.