Esbjerg med tredje sjællandske sejr på stribe

Foto: Jan Korsgaard

Gentofte Stars – Esbjerg Energy 1–2 (0-1, 1-1, 0-0)

Gentofte tabte vigtigt terræn i kampen om slutspilspladsen, da Esbjerg med en disciplineret og koncentreret indsats, hentede den tredje sejr på Sjælland i løbet af seks dage. Men det holdt hårdt for vestjyderne, for hvem det kneb med effektiviteten foran mål søndag eftermiddag i Gentofte.

Gentofte havde nærmest desperat brug for points i kampen om den sidste slutspilsplads, da man søndag eftermiddag tog imod Esbjerg, der spillede deres tredje kamp på Sjælland i løbet af blot seks dage.

Esbjerg har både præsteret og leveret på det seneste, hvor de to foregående kampe på Sjælland i indeværende uge, har budt på overbevisende sejre over Rungsted og Rødovre.

Gentofte hentede senest en rigtig vigtig udesejr efter overtid mod Rungsted og forud for dagens kamp var man således kun et enkelt point bag Aalborg på 8. pladsen, hvorfor man med en sejr altså kunne kravle forbi nordjyderne, som tilmed har spillet en kamp mere end Gentofte.

Værterne havde søndag Ulrich Linnet ude med karantæne, mens Esbjerg var uden Christian Wejse.

Fra starten af første periode var det ikke umiddelbart til at se, at det var værterne der havde kniven for struben. Esbjerg kørte godt på og formåede tilmed at bringe sig foran på den første reelle chance i kampen, da Matt Pistill, efter blot 39 sekunders spil, sendte en returpuck i mål, efter at Tyler Gron havde forsøgt sig på Seppänen i Gentoftes mål.

Luis Blak Olsen tegnede sig for en af værternes bedste muligheder i perioden, da han efter knapt fem minutter stødte med frem efter en hurtig vending i spillet i midtzonen. Den unge forward fik dog overplaceret sin afslutning og forsøget gik lige forbi mål.

Vestjydernes angrebskæder gav ikke Gentoftes backs meget betænkningstid. Markeringerne sad tæt og vestjyderne havde i det hele taget en offensiv indstilling til kampen, som blev afviklet i et ganske højt tempo.

Michael Binderup tegnede sig for den næste chance, da han efter ni minutters spil elegant forsøgte at gå køkkenvejen på Seppänen, som dog lige akkurat nåede forflytningen i tide, til at kunne komme i vejen for forsøget.

Gæsternes initiativ og spilovertag kastede et stolpeskud af sig efter 14 minutters spil, da Matt Pistilli sendte et resolut hug rent på nærmeste stolpe.

Periodens eneste power play tilfaldt Esbjerg, da værternes efter godt et kvarter blev fanget midt i en udskiftning. Udvisningen for for mange spillere på isen kastede dog kun en enkelt chance af sig til gæsterne, da Tyler Gron, fra en position centralt i slottet, fik sendt en afslutning lige forbi stolpen.

Det blev til en chance i begge ender inden for det sidst minut, da først Michael Binderup fik opsnappet en Gentofte-pasning og alene tog turen ned mod Seppänen, som afværgede for Gentofte. Øjeblikket efter måtte Nikolaj Henriksen hive en refleksredning frem efter en afslutning tæt under mål fra Dominik Kadura i modsatte ende. Men der faldt ikke yderligere scoringer i perioden og de to hold kunne gå til pause med 0-1 på tavlen.

Gentofte fik chancen for at komme tilbage i kampen tidligt i anden periode, da Nicholas Jensen måtte til afkøling for en tripping i egen zone. Men gæsterne stod godt i det efterfølgende box play og Gentofte kom ikke frem til en reel scoringsmulighed.

Tre minutter senere var det Esbjergs tur til at prøve kræfter med overtalsspillet, da Artem Iossafov blev udvist for en høj stav i hjørnet bag eget mål. Mike Dalhuisen var her tæt på at udbygge vestjydernes føring, da han inde foran mål forsøgte sig med en styring.

Gentofte nåede ikke en gang at være fuldtallige i et minut, før Dominik Kadura måtte tage plads i boksen. I det efterfølgende power play nåede Wade Bergman at sende et drøn af en afslutning på underkanten af overliggeren, inden Esbjerg i det næste angreb bragte sig foran med 0-2. Tyler Gron tog sagen i egen hånd, skar ind i banen og lagde en præcis pasning til Mike Dalhuisen, som let kunne score lavt i værternes mål.

Et godt Gentofte-angreb gav pote mod slutningen af perioden. Værterne fik sat Esbjerg godt under pres og Nikolaj Henriksen måtte sprælle forgæves, da Dominik Kadura kunne bringe Gentofte tilbage i kampen, efter forarbejde af Niklas Hansen og Mads Linke.

Esbjerg fik en gylden chance for at lukke kampen, da Kadura efter mindre end to minutters spil, blev udvist i 2 + 2 min. for en høj stav. Men trods et stort overtag, meget spil og en afslutning på stolpen af Dalhuisen, så formåede Esbjerg ikke at drage nytte af power playet.

Et power play til Gentofte efter seks minutters spil kastede heller ingen scoringer af sig, men tættest på var her faktisk Esbjerg, da både Binderup og Nixon havde tilbud i undertal. Heller ikke Søren Nielsen fik scoret, da han minuttet efter havde en 100 % chance foran Seppänen, som flot klarede skuddet fra den unge forward.

Som man nærmede sig halvvejsmærket i perioden blev Gentofte mere offensive. Værterne formåede at flytte spillet længere frem på banen og det gav et par muligheder. Bl.a. var Francis Verreault-Paul tæt på fra udkanten af slottet, da han stødte med frem og first timede på Henriksen i Esbjergs mål.

Mod slutningen af perioden fik Gentofte endnu en mulighed i overtal, men den blev desværre for værterne kortvarig, da man selv måtte indkassere en udvisning for seks spillere på isen. Dermed kunne Esbjerg sikkert køre den resterende tid af uret og rejse hjem med de tre points.

Man of the match: Mike Dalhuisen stod klippe-solidt i den vestjyske defensiv og deltog tilmed meget i det opbyggende spil. Den store hollænder stod for gæsternes vigtige mål til 0-2 og kunne med lidt held have nettet en gang mere, da han måtte se stolpen komme i vejen for sit forsøg tidligt i tredje periode. Kun Mario Lamoureux havde flere afslutninger på mål end Dalhuisen.