Esbjerg med tre matchbolde efter overtidssejr

Esbjerg Energy – SønderjyskE 4–3 (2-1, 1-2, 0-0, 1-0) OT

Esbjerg sikrede sig tre matchbolde, da man hjemme besejrede SønderjyskE med 4-3 efter overtid. Sønderjyderne leverede atter et stærkt comeback, men i overtiden var det canadiske Tyler Gron, der blev helten for Esbjerg.

Sent tirsdag aften var der TV-kamp fra Granly Hockey Arena i Esbjerg, da Esbjerg tog imod SønderjyskE til seriens fjerde opgør. Gæsterne gik ind til kampen med en frisk og komfortabel sejr fra i søndags og kunne altså udligne serien med en sejr i Esbjerg.

Esbjerg var tirsdag uden Jeppe Vinther, men ellers var formationerne som i søndags. Dette betød også, at der var genvalg til Nicolaj Henriksen og Joni Myllykoski.

Vestjyderne startede bedst og tog tidligt føringen, da man efter 38 sekunders spil bragte sig foran med 1-0. Wade Bergman sendte pucken på mål fra blue line og inde foran Myllykoski lykkedes det for Aaron Lee, at få styret pucken under den stærke finske keeper.

Hjemmeholdet var herefter i hopla og sad på det meste de første godt fem minutter, inden man tog nogle unødvendige udvisninger. Her var gæsterne effektive og kyniske, da pucksikre Thomas Spelling, fra en position højt i slottet, bragte balance i regnskabet, da SønderjyskE efter godt otte minutter fik chancen i fem mod tre. 1-1.

Esbjerg havde mistet momentum og der stod nu SønderjyskE på langt det meste, uden at Henriksen dog blev overbebyrdet med specielt mange afslutninger.

SønderjyskE fik chancen i overtal igen, da Esbjerg på ny tog en udvisning efter 12 minutters spil. Men trods udmærket power play-spil, formåede gæsterne her ikke at tilspille sig de helt åbne chancer.

Til gengæld var Esbjerg hurtige på aftrækkeren, da man atter var fuldtallige. Der gik således mindre end et halvt minut efter udvisningens udløb, før Jannik Christensen bragte Esbjerg foran med 2-1 på et håndledsskud ude fra blue line.

Føringsmålet bragte det velpolerede spil tilbage hos hjemmeholdet, som herefter spillede glimrende og lagde et tryk højt oppe på banen, hvilket gjorde det svært for gæsterne, der tog en udvisning efter 16 minutters spil til Cory Quirk.

Her var det dog gæsterne der spillede klart bedst og som i undertal faktisk formåede at presse Esbjerg i flere omgange. Men der blev ikke scoret yderligere i de første 20 minutter og Esbjerg kunne tage føringen med ud til pausen.

Esbjerg formåede at bringe sig foran med to, da der var spillet tre minutter af anden periode. Matt Pistilli blev sendt af sted i et break away-forsøg og i kølvandet herpå, formåede Aaron Lee at udnytte forvirringen i gæsternes forsvar til at bringe Esbjerg på 3-1.

Gæsterne slog dog hurtigt tilbage, da man reducerede til 3-2 fire minutter senere. SønderjyskE dominerede her og fik lagt et tungt pres på Esbjergs defensiv, som til sidst måtte kapitulere, da Cory Quirk i to omgange fik passeret Henriksen i Esbjerg-målet.

Jeppe Holmberg tegnede sig for et giftigt forsøg til Esbjerg efter et hurtigt kontrangreb efter ni minutters spil, men Myllykoski kom i vejen for den talentfulde forwards afslutning.

I sidste del af anden periode var det egentligt værterne der jagtede en scoring mest og man fik da også kampens næste power play-mulighed, da Anssi Rantanen blev udvist for en holding med fire minutter tilbage af perioden.

Men vestjyderne formåede ikke at drage fordel af overtalssituationen, hvilket man formentligt ærgrede sig ekstra meget over 11 sekunder før pausen, da SønderjyskE gjorde det til 3-3.

Esbjerg blev her fanget med de samme spillere på isen gennem længere tid; man kunne ikke rigtigt få pucken ud af zonen, uden at det afstedkom en icing og til sidst lykkedes det altså gæsterne, at få scoret det vigtige udlignende mål, da Scott Campbell sendte en returpuck ind bag Henriksen fra en halvspids vinkel.

Tredje periode skulle vise sig at blive en målløs affære, men med gæsterne klart i teten rent spillemæssigt det meste af tiden. Esbjerg havde svært ved at finde melodien og især de første syv minutter dominerede SønderjyskE stort. Værterne havde svært ved at få pucken ud af egen zone og man formåede ikke rigtigt at skabe noget fremadrettet, hvor der var for mange adresseløse pasninger.

Vestjyderne kom dog lidt bedre med omkring halvvejsmærket i perioden, hvor bl.a. Matt Pistilli og Mike Dalhuisen testede Myllykoski i SønderjyskEs mål.

Herfra var perioden mere lige, men det ændrer dog ikke på, at hjemmeholdet måtte have åndet lettet op, over ikke at være kommet bagud, som følge af sønderjydernes overtag, der til tider var massivt.

I de sidste sekunder af perioden var Aaron Lee tæt på i to omgange for Esbjerg, men det blev ved lige ved og næsten og der måtte overtid til for at finde en afgørelse.

Her var det Tyler Gron der blev matchvinder for Esbjerg, da han efter 14 minutters spil, sendte et hårdt og velplaceret skud i nettet, bag en chanceløs Myllykoski i SønderjyskEs mål.

Man of the match: Esbjerg-kaptajn Aaron Lee arbejdede som altid stenhårdt. Den canadiske arbejdsmand tacklede igennem, bandt spillet godt sammen og var god til at finde sine holdkammerater. Lee tegnede sig tilmed for det første og sidste Esbjerg-mål i den ordinære tid.