Esbjerg med to matchbolde efter hjemmesejr

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy – Herning Blue Fox 2-0 (0-0, 2-0, 0-0)

Esbjerg bragte sig foran med 3-2 I kampe, da man hjemme i Granly Hockey Arena vandt den femte finalekamp med 2-0 over lokalrivalerne søndag aften. Vestjyderne har derfor den første af to matchbolde, når man tirsdag aften drager til Herning for at spille kamp seks.

Søndag aften blev den femte finalekamp afviklet i Granly Hockey Arena i Esbjerg. Kampen var en chance for hjemmeholdet til at genvinde hjemmepublikummets tillid, efter den miserable præstation i tirsdags, mens Herning med nederlaget på egen is i fredags, var tvunget til at hente endnu en sejr i Esbjerg, såfremt man skulle gøre sig forhåbninger om at vinde guld på hjemmebane tirsdag.

Der var altså med andre ord lagt op til en uhyre vigtig og spændende kamp, hvor det hold der ville bringe sig foran med 3-2 i serien, ville stå med gode kort på hånden for at tage guldhjelmene.

Vestjyderne havde Michael Binderup tilbage i startopstillingen, men var fortsat uden Jannik Christensen og Christian Wejse, mens Herning igen måtte se bort fra langtidsskadede Bjørn Uldall.

Hernings Martin Sagat fik en hård medfart tidligt i perioden og måtte udgå efter at være kollideret med banden, men ellers var indledningen på 1. periode blev relativt forsigtig og udramatisk fra begge mandskabers side. Det var småt med både afslutninger og målchancer; man virkede nervøse for at blotte sig i begge lejre.

Esbjerg fik kampens første chance i power play efter fem minutters spil, da Kyle Essery blev udvist for en interference i midtzonen. Men trods god puckkontrol og overvægt i spillet til hjemmeholdet, så var det gæsterne der var ved at komme frem til den største mulighed, da Jeff Frazee måtte langt ud af sit mål for at afværge et break away-forsøg til gæsterne.

Omkring halvvejsmærket i perioden var det gæsterne der fik det spillemæssige overtag for en stund, hvor både Steffen Frank og Kristoffer Lauridsen tegnede sig for nærgående forsøg for midtjyderne, der ligeledes kunne nyde godt af kampens næste overtalsmulighed, da Nicholas B. Jensen måtte til afkøling for en tripping i egen zone efter et kvarters spil. Men Esbjerg forsvarede sig godt og gæsterne kom ikke frem til en reel scoringschance i overtalsspillet.

Med godt to minutter tilbage af perioden måtte Jerred Smithson tage plads i udvisningsboksen som følge af en boarding i offensiv zone og Esbjerg kunne stille op med power play-formationerne igen. Her var Nicholas B. Jensen tættest på med en afslutning der strøg lige forbi mål. Men scoret blev der ikke i 1. periode og finalisterne kunne gå til pause med 0-0 på tavlen.

Esbjerg kom godt ud til 2. periode, hvor man tidligt satte sig på tingene. Værterne bragte sig således foran med 1-0 efter blot 32 sekunders spil, da Brock Nixon tog sagen i egen hånd og bragede et slagskud fra distancen ind bag Simon Nielsen i gæsternes mål.

Vestjyderne kørte ufortrødent på efter scoringen og man virkede i store dele af perioden til at være gæsterne overlegne spillemæssigt, teknisk og ikke mindst fysisk, hvor man trak sig bedst ud af langt de fleste nærkampe.

Midtvejs i perioden brændte det igen på foran Simon Nielsens mål. Esbjerg pressede på og vestjydernes angribere sværmede om Hernings mål, hvor Jeppe Holmberg var tæt på at udbygge værternes føring.

Kort tid herefter løb Esbjerg ind i en udvisning til Mario Lamoureux og gæsterne kunne påbegynde overtalsspillet. Her tegnede Steffen Frank og Daniel Nielsen sig for afslutninger, uden at det dog for alvor blev farligt fra gæsternes side.

Farligt blev det til gengæld et par minutter senere i modsatte ende, da Mario Lamoureux med en lang tværpasning fandt Jeppe Holmberg, som resolut firsttimede et slagskud ind bag Simon Nielsen til vestjysk 2-0-føring. Afslutningen mindede om Nixons i forbindelse med værternes føringsmål, men var dog sat ind fra modsatte side.

Herning fik vendt spillet lidt og kom frem til et par gode muligheder mod periodens slutning, hvor Jeff Frazee blandt andet måtte hive en stor redning frem på en stærk afslutning fra Markus Jensen tæt under mål.

Der blev dog ikke scoret yderligere i 2. periode, hvor Brock Nixon fik raget en udvisning til sig for tripping 21 sekunder før pausesignalet, hvorfor Herning kunne starte 3. periode i overtal.

Herning fik bedre fat rent spillemæssigt i tredje periode, hvor gæsterne også kom frem til flere kvalificerede afslutninger, end tilfældet havde været i 2. periode. Jeff Frazee var dog brandvarm i Esbjergs mål og tog sig sikkert af de afslutninger som gæsterne bød ham.

Esbjerg trak sig lidt længere tilbage på isen og naturligt gav det gæsterne mere plads at udfolde sig på, men vestjyderne stod godt rent defensivt og virkede til at være i kontrol med tingene.

Det blev kun til et en enkelt udvisning i tredje periode, da Sune Hjulmand efter 10 minutters spil måtte til afkøling for en slashing i egen zone. I det efterfølgende power play tegnede Daniel Nielsen sig for gæsternes bedste forsøg, men Frazee var atter på sin plads i Esbjerg-målet.

Resten af perioden forløb relativt udramatisk. Esbjerg gik længere frem på banen og stressede gæsterne lidt mere, hvorfor Herning da også først kunne tage Simon Nielsen ud, da der resterede 43 sekunder af kampen. Lige sent nok til en helhjertet slutspurt, når man er nede med to.

Hos Esbjerg leverede Brock Nixon atter en stærk kamp, med et vigtigt føringsmål og solidt spil over 60 minutter. Også Jeff Frazee bør fremhæves for en fornem præstation. Den amerikanske keeper tog sig af alle 22 Herning-forsøg og der var et par store redninger imellem.