Esbjerg knuste lokalrivalerne og tankede selvtillid

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy – SønderjyskE 7–2 (3-1, 1-1, 3-0)

Esbjerg leverede en stærk og helhjertet indsats, da man fredag aften tankede masser af selvtillid og sænkede lokalrivalerne fra SønderjyskE med hele 7-2. I sær i første og tredje periode var der ved flere lejligheder klasseforskel, da et veloplagt og determineret Esbjerg-mandskab fortjent storsejrede efter 60 minutter, hvor man havde været bedst i alle spillets facetter.

Fredag aften lagde Granly Hockey Arena is til sæsonens sidste lokalopgør i grundspillet mellem Esbjerg og SønderjyskE. Efter en svær start, hvor sønderjyderne har været hårdt ramt af skader, så ser man ud til stille og roligt at have fundet melodien igen i Vojens, som senest har besejret Gentofte og Hvidovre.

Esbjerg leverede senest en præstation under middel på egen is mod Rungsted, som sejrede med 4-5 efter overtid – man fik dog oprejsning, da man i tirsdags hentede den 20. sejr på stribe mod Herlev, selvom det var alt andet end kønt og overbevisende den første halve time.

Hos Sønderjyderne kigger man utvivlsomt opad i tabellen og håber på at kunne nå Gentofte på 8. pladsen, med de åbenlyse fordele, som dette ville give forud for et evt. play-in spil. Imens vil Esbjerg kæmpe med næb og klør for at holde fast i 6. pladsen, der som bekendt giver direkte slutspilsadgang.

Vestjyderne var fortsat uden Anders Koch, mens gæsterne stillede uden Magnus Leth Nielsen og Thomas Spelling. Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og Joni Myllykoski.

Forud for kampen blev Anders Krogsgaard kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Esbjerg lynstartede i intens første periode

Kampen var kun 28 sekunder gammel, da Esbjerg efter et godt pres på gæsterne bragte sig i front med 1-0. Det var Alexis Loiseau der lagde pucken på mål og inde foran Myllykoski dukkede Esbjerg-kaptajen og 100-kamps jubilar Carson McMillan op og sendte returen ind under gæsternes keeper.

Esbjerg fortsatte de gode takter, men gæsterne bed også fra sig i en første periode, som generelt blev afviklet i et højt tempo og med et godt flow i spillet. I det sjette minut måtte Seldrup hive en god redning op af hatten på afslutning fra Jace Coyle, der var stødt med frem og som fik afsluttet lavt Esbjerg-keeperen.

Men det virkede stadig som om Esbjerg kørte i et højere gear end sønderjyderne, der til tider havde det svært mod vestjydernes aggressive stil og flittige forechecking.

En udvisning til Jannik Christensen i det 8. minut gav dog gæsterne blod på tanden. Det tog således kun SønderjyskE 12 sekunder at få sat Jace Coyle perfekt op til afslutning et par meter fra blue line. Her svigtede den canadiske back ikke, da et brag af et slagskud blev sendt ind bag en chanceløs Seldrup til 1-1.

Der gik dog ikke meget mere end et par minutter, før Esbjerg igen tog føringen. Arkitekten bag målet var her suverænt Niklas Andersen, der selv erobrede pucken i egen zone, førte den frem over isen ude på flanken, inden den blev sendt ind til en fremadstormende Christian Wejse, der forsøgte sig på Myllykoski. Den finske keeper fik afværget i første omgang, men Niklas Andersen gik på mål og fulgte op på sit eget forarbejde, ved at sende pucken i nettet til 2-1.

I Esbjerg-lejren nåede man dårligt at få armene ned før de skulle op igen. 34 sekunder efter at pucken var kastet igen stod der således 3-1 på tavlen. Adam Miller udnyttede, at Myllokoski var kommet lidt på afveje i gæsternes mål, men amerikaneren fik kun lige akkurat prikket pucken ind over stregen inden SønderjyskE fik den fisket ud igen.

Felix Scheel var tæt på at fuldbyrde en fornem soloaktion i det 18. minut, da han tog en frisk tur op ad banen, satte et par backs og snød Myllykoski, inden han fra en position bag mål forsøgte at liste pucken ind over stregen med et par snævre træk. Det blev dog ved lige ved og næsten for Esbjerg ved den lejlighed.

Esbjerg kunne dermed tage en fuldt fortjent føring på 3-1 med ud til pausen efter 20 solide og intense minutters ishockey, hvor Esbjerg var førende på både fart og tænding langt hen ad vejen.

Status quo efter 40 minutter

Gæsterne kom friskt ud til anden periode og fik lagt et vedvarende pres på værterne de første 4-5 minutter, hvor man flere gange kredsede om Seldrups mål.

Det sønderjyske overtag afstedkom en afventende udvisning til Esbjerg i det femte minut, men inden spillet blev blæst af havde Derek Damon udlignet situationen, ved at begå en tripping på værternes Anders Krogsgaard. Nick Crawfords udvisning var dermed ikke helt så dyr. Der var da heller ikke den store dramatik at berette om i det efterfølgende fire mod fire-spil.

Til gengæld kom der igen gang i kludene i Granly Hockey Arena, da Esbjerg fik chancen i power play efter otte minutters spil. Med Steffen Frank siddende ude for en tripping formåede Esbjerg således at øge til 4-1, da Adam Miller viste fornemt overblik og fik sat Felix Scheel op til afslutning midt i slottet. Herfra eksekverede Scheel sikkert, da pucken sikkert blev first timet ind bag Myllykoski.

Gæsterne gik lidt hårdt til Seldrup i Esbjerg-målet efter et kvarters spil og der opstod lidt tumult omkring værternes mål som følge heraf. Jannik Christensen og Kyle Wharton røg i totterne på hinanden. De to kombattanter slap med to minutter hver.

Med godt et minut tilbage af perioden formåede sønderjyderne at reducere til 4-2, da Søren Dau tæt under mål på fornem vis fik styret pucken ind bag Seldrup efter oplæg fra Rasmus Mohr. Esbjerg gik dermed til pause med en to-målsføring og der var således status quo forud for tredje periode.

Esbjerg cementerede sejren med stærk tredje periode

Det blev til endnu en lynstart fra Esbjergs side, da man tog hul på tredje periode. Hvor vestjyderne i første periode skulle bruge 28 sekunder på at komme på tavlen, så behøvede man kun otte sekunder i tredje, hvor en lidt spøjs situation førte til den tidlige scoring.

Carson McMillan snublede egentligt på vej ind i gæsternes zone, men fik alligevel sendt pucken videre til Justin Crandall der afsluttede. Myllykoski klarede i første omgang, men McMillan var i mellemtiden kommet på benene igen og var hurtigt over returen, som blev prikket i mål til 5-2.

Esbjerg fortsatte de gode takter på en dag, hvor teknik og driblinger spillede og hvor pasningerne sad lige i skabet. Dette blev eksemplificeret på glimrende vis, da værterne efter 10 minutter bragte sig på 6-2; Justin Crandall lage her en sukkerbal af en pasning på tværs af isen til Adam Miller, der fra en halvspids vinkel tæt under mål klappede skiven op i nettaget til scor jubel for hovedparten af de 2.068 fremmødte tilskuere.

Mod slutningen af kampen var der ved et par lejligheder lidt tumult og et par infights, men det blev hverken til store straffe eller overtalsscoringer som følge heraf.

Til gengæld så lukkede Colin Vock kampen for Esbjerg, da han fem minutter før tid styrede en pasning fra Jeppe Vinther op i nærmeste målhjørne. 7-2 var en realitet og Esbjerg tankede en god portion selvtillid.