Esbjerg er en sejr fra semifinalen

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE-Esbjerg Energy 1-2 (0-1,1-0,0-1) Esbjerg Energy står med en skøjte i semifinalen efter aftenens sejr i Vojens, hvor 5000 tilskuere sørgede for udsolgt hus i SE Arena. 

Gæsterne fik den perfekte udgangsposition med et tidligt mål efter tålmodigt overtalsspil, der endte med at Phillip Bruggisser hamrede pucken ind i fem mod tre-spil.

Det var kulminationen på en glimrende Esbjerg-start på kampen, hvor gæsterne sad på det meste og spillede beslutsomt fremad banen.

Men hjemmeholdets spillere fangede lige så stille sig selv og fik sluttet respektabelt af i første periode. Seldrup stod solidt og havde i det hele taget en god aften i Esbjerg-buret. 

Anden periode var heller ikke den helt store spillemæssige oplevelse. Solid playoff-hockey og god atmosfære i det sønderjyske. 

Patrick Dwyer stod for det store højdepunkt i anden periode – set med hjemmeholdets øjne – da han udnyttede en powerplay-mulighed. Den tilbagevendte forward lagde pucken op i nettaget, og SE Arena eksploderede. 1-1 efter 40 minutter og alt var åbent inden de sidste 20. 

Tredje periode var dramatisk. Mathias Seldrup måtte redde en friløber fra Anders Førster, som Esbjerg-keeperen både heldigt og dygtigt fik afvist, og i stedet slog gæsterne til i fire mod fire.

Men sikke et mål, esbjergenserne afgjorde kampen med.

Det var måske noget med, at heldet følger den dygtige, da Brock Nixon faktisk kiksede sin afslutning, men det fintede Joni Myllykoski så meget, at finnen ganske enkelt var chanceløs. 2-1 efter 46 minutter. 

SønderjyskE sled og slæbte for udligningen og havde seks mod fire i slutfasen, men Seldrup og Esbjerg overlevede og kan nu tage hjemad til det vestjyske med muligheden for at afgøre sagerne søndag eftermiddag.