Esbjerg afgjorde på tre gyldne minutter

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy – Gentofte Stars 4-1 (3-1, 0-0, 1-0)

Esbjerg hentede endnu en sejr på hjemmebane, da Gentofte fredag aften blev besejret ganske sikkert med 4-1, i en kamp der aldrig blev helt så tæt og spændende, som man på forhånd kunne have forventet. Wade Bergman var, bl.a. i kræft af en flot scoring og et oplæg, kraftigt medvirkende til at afgøre kampen til vestjydernes fordel.

 

Esbjergs kaptajn gennem fire år, Sune Hjulmand, blev forud for kampen hædret for 400 kampe i Esbjerg-trøjen. Selvom Aaron Lee nu har overtaget kaptajn-rollen hos vestjyderne, så var Sune Hjulmand i dagens anledning trådt ind i vestjydernes førstekæde, sammen med Matt Pistilli og Mario Lamoureux.

Det skulle vise sig at blive værterne, der havde mest vind i sejlende i første periode, hvor Henrik Clausen efter seks minutters spil fik kampens på det tidspunkt største chance, da han blev spillet fri foran mål af Mario Lamoureux. Den unge dansker fik dog ikke det ønskede træf på pucken.

Men Esbjerg-offensiven tromlede ufortrødent videre og omkring periodens halvvejsmærke kunne man også notere sig store muligheder til Lamoureux og Wade Bergman.

Sidstnævnte skulle her vise sig at få en nøglerolle som perioden skred frem. Bergman havde således mere end en finger med i spillet, da Esbjerg gjorde det til både 1-0 og 2-0 i løbet af to minutter.

Det første mål faldt i spil fem mod tre, hvor gæsterne med 23 sekunders mellemrum fik udvist Jeff Terminesi og Matus Rais. Matt Pistilli sendte en pasning tilbage til Bergman på blue line og herfra sendte canadieren et hårdt slagskud ind bag Teemu Seppänen i gæsternes mål.

Ved 2-0-målet var Bergmans i oplæggerens rolle, da Nicholas Jensen bragte vestjyderne foran med to. Pucken blev her braget op i fjerneste hjørne, bag en chanceløs finsk Gentofte-keeper.

Esbjerg havde nu for alvor tur i den og vestjyderne havde i den grad momentum på deres side. Gæsterne var hele tiden et skøjtetag efter vestjyderne og man kunne da heller ikke modstå presset, da værternes tredjekæde efter et kvarters spil fik lagt et solidt pres.

Jeppe Holmberg arbejdede godt dybt i banen, fik selv forsøgt sig med en afslutning, inden pucken endte hos Lasse Bang, der i andet forsøg fik sendt pucken i nettet til 3-0. Esbjergs tredje mål på 2 minutter og 53 sekunder.

Gæsterne slog dog tilbage i spil fire mod fire, da man med tre minutter tilbage af perioden fik reduceret til 3-1 ved Christoffer Eskerod, der fra en position i udkanten af slottet fik passeret Jeff Frazee yderligt ved fjerneste stolpe.

Anden periode skulle vise sig knapt så begivenhedsrig som første. Kendetegnende for perioden var dog, at gæsterne nu var kommet væsentligt bedre med rent spillemæssigt.

Man fik for første gang chancen efter et par minutters spil, da Matt Pistilli måtte indkassere en udvisning for holding. Gentofte kom dog kun frem til en enkelt afslutning i overtal, inden gæsterne fik udlignet situationen med en udvisning for for mange spillere på isen.

Lidt drama fik man efter syv minutters spil, da der opstod tumult bag Jeff Frazees mål. Udfaldet heraf blev en enkelt udvisning til Christian Wejse, mens gæsternes Victor Eskerod blev sendt til afkøling i 14 minutter (2+2+10).

Esbjerg fik dog for lidt ud af power playet og da gæsterne atter var fuldtallige overtog de også meget af initiativet i kampen og havde så afgjort fortjent en scoring.

Størst var muligheden til Artem Iossafov, men Frazee fik her, liggende på isen, afværget med en spektakulær og fremragende redning i bedste Dominik Hasek-stil. Anden periode sluttede dog uden scoringer.

Gæsterne fik rig mulighed for at bygge videre på den glimrende anden periode, da Esbjergs Mike Dalhuisen efter tre minutters spil af tredje periode fik pådraget sig en dobbeltudvisning for hhv. holding og cross-checking.

Men i stedet for at bringe sig tilbage i kampen resulterede lidt for slapt spil i midtzonen i en vestjysk mulighed i modsatte ende, da Matt Pistilli fik sendt Mario Lamoureux af sted i et break away.

Chancen blev sikkert udnyttet af den teknisk velfunderede canadier, der usvigeligt sikkert scorede højt på Seppänen. 4-1 og et Gentofte-comeback synes nu mere end vanskeligt.

Et par udvisninger til begge mandskaber omkring midtvejs i perioden afstedkom ikke yderligere scoringer og derfor var Matt Pistillis afslutning på stolpen tæt under mål efter 16 minutters spil, det tætteste som man kom yderligere scoringer i kampen.

Esbjerg sejrede dermed relativt sikkert med 4-1. Der var til tider udfald i anden periode, hvilket i høj grad var gæsternes egen fortjeneste, men i det store hele var vestjyderne i kontrol gennem det meste af kampen, hvor der reelt set ikke var tvivl om udfaldet.

Wade Bergman var afgørende for vestjyderne, da han med en scoring og et oplæg, var kraftigt medvirkende til at tippe kampen over i Esbjergs favør i første periode. Den canadiske back leverede vanen tro også en glimrende defensiv præstation, hvor der ikke blev truffet mange forkerte beslutninger.