Eric Staal tradet til New York Rangers

Foto: Bridget Samuels

En af de større fisk på årets trade-marked har søndag fået et klubskifte på plads. Canadiske Eric Staal er blevet tradet fra Carolina Hurricanes til New York Rangers.

31-årige Staal har kontraktudløb efter denne sæson, og selvom Carolina stadig er med i kampen om slutspilspladserne i Eastern Conference, så har de valgt at sælge den rutinerede center for ikke at miste ham på free agent-markedet til sommer.

Der har i længere tid været talt om, at New York Rangers har vist interesse i Staal, men klubberne har haft svært ved at blive enige om en handel. Carolina har eftersigende været ude efter et førsterundevalg i en eventuel Staal-handel, men det har Rangers ikke ønsket at ofre.

Derfor er de to klubber i stedet blevet enige om, at Rangers sender to andenrundevalg i draften samt det finske forwardtalent Aleksi Saarela til Hurricanes i bytte for rutinerede Eric Staal, som dermed forlader den klub, han har spillet for i hele sin 909 kampe lange NHL-karriere.

Eric Staal siger med skiftet farvel til sin bror Jordan Staal, som han har været holdkammerat med i Carolina i de seneste år, men med skiftet til New York Rangers bliver han forenet med en anden af sine brødre, den 29-årige back Marc Staal.

Staal-handlen bliver formentlig en af de største handler, vi kommer til at se, før trade-vinduet lukker mandag. Aleksi Saarela, som Hurricanes får med i handlen, er en ganske spændende spiller. Rangers valgte ham i tredje runde af sidste års draft, og han har vist flotte takter i den finske liga i denne sæson. Saarela gjorde ligeledes en god figur ved U20-VM i december og januar, hvor han var med til at føre Finland til guldet.

Carolina Hurricanes betaler halvdelen af Eric Staals løn i resten af sæsonen, for at Rangers har plads til ham under lønloftet, hvor newyorkerne nu har mindre end en halv million dollars tilbage at gøre med.