Erfaren White Hawks-back indstiller karrieren

Foto: iShoot.dk

Den mangeårige Metal Liga-spiller Mark Müller Larsen er ikke at finde på Frederikshavn White Hawks’ backlinje i den kommende sæson.

Den 25-årige frederikshavner har valgt at lægge skøjterne på hylden efter en skuffende sæson, som sluttede efter en kvartfinaleserie mod de nordjyske lokalrivaler fra Aalborg Pirates, hvor White Hawks blev sendt på sommerferie uden at vinde en slutspilskamp. Mark Müller Larsen spillede med en skade i slutspillet.

– Hovedårsagen til, at jeg har valgt at indstille karrieren, er, at jeg føler, mit liv uden for isen er gået i stå. Jeg kan mærke, jeg har brug for en ændring, hvilket jeg har fået med en super fin jobmulighed i Aarhus, som jeg har valgt at forfølge. Det er en velovervejet beslutning, og en som er truffet over længere tid, siger Mark Müller Larsen i en pressemeddelelse.

Mark Müller Larsen har spillet over 400 kampe i den bedste danske række. I grundspillet er det blevet til 328 kampe og 41 point fra den solide back, som derudover har bidraget med fire point i 91 slutspilskampe. Det meste af karrieren blev tilbragt i barndomsklubben, men Müller spillede for Aalborg Pirates fra 2012-14.

– Jeg vil gerne sige stor tak til klubbens trænere, holdledere, fans, sponsorer, og en speciel tak til alle de frivillige som hver dag gør livet som hockeyspiller meget nemmere. Tak til alle mine fantastiske holdkammerater gennem tiden. Jeg har nydt at spille med hver og én, siger Mark Müller Larsen.

Mark Müller Larsen har vundet tre bronzemedaljer og en sølvmedalje med Frederikshavn White Hawks.

– Jeg kommer specielt til at savne omklædningsrummet og den daglige gang i klubben, hvor jeg altid har trives sindssygt godt. Samtidig glæder jeg mig til et nyt kapitel i mit liv, og jeg vil naturligvis følge White Hawks tæt i fremtiden, siger backen.