Energy har løftet i flok op til CHL-premieren

Esbjerg Energy træder ind på den store scene i aften, når vestjyderne siger goddag til Champions Hockey League. Og de glæder sig. Esbjergenserne har taget imod udfordringen og haft vældig travlt de seneste uger. Helt frem til i går knoklede alle med at få Granly Hockey Arean gjort duelig til turneringen.

– Vi løfter i flok herovre. Det er vel ikke i hver eneste Champions Hockey League-klub, at du ser direktør, bestyrelsesformand og sælgeren gå og klistre banderne til. Vi er lige blevet færdige, siger formand Christian Rølmer Christensen i telefonen dagen før den store match.

Det er en kendt sag, at Champions Hockey-manualen er tommetyk. CHL-organisationen har strenge guidelines til de deltagende klubber op til turneringen, fordi hele setuppet skal være ensartet over hele Europa.

– Helt fair. Man forsøger at lave et solidt setup, som vi også kender det fra fodbolden, og skal du lave et koncept, som også på et tidspunkt skal give noget økonomi til klubberne, så bliver du nødt til at have mange retningslinjer, siger Christian Rølmer Christensen til FACEOFF.dk.

– Det har været en stor udfordring for os. Der har været meget arbejde. Men når vi går og siger til spillerne, at de skal blive bedre hver eneste dag, må vi forlange det samme af os i organisationen.

– Så vi har været glade for at få chancen for at deltage i Champions Hockey League, og nu glæder vi os bare til at komme på is og derefter til at komme på udebane hos de store klubber, vi møder, lyder det.

Han håber, at Esbjerg – trods tung modstand i aften i schweiziske EV Zug – måske kan overraske nøjagtig som SønderjyskE har gjort det i de tidlige kampe i de seneste sæsoners CHL.

Sønderjyderne var i 2014/15-sæsonen tæt på at vinde over IFK Helsinki, men tabte i straffeslag, mens det i fjor blev til en meriterende sejr over Salzburg. Også svenske HV71 var tæt på at tabe point i Vojens.

– De har formentlig hverken været samlet eller på is meget længere tid end os. Det er hockey, og den dag Energy ikke går på banen for at vinde, bliver det uden mig, siger Christian Rølmer Christensen, der håber på mange tilskuere.

– Det er vanskeligt at sige, hvor mange der dukker op. Der er festuge i Esbjerg og med happy hour, grill og andre gode sager før kampen forsøger vi også at lave en festlig ramme omkring kampen.