Endnu en tidligere Metal Liga-spiller rykker til SHL

Foto: Jan Korsgaard

Olle Liss, tidligere Aalborg-spiller, har fået en kanonstart i SHL efter skiftet fra IK Pantern til Rögle. Liss har lavet hele ni point i fire kampe, og nu går en anden tidligere Metal Liga-spiller næsten nøjagtig samme vej.

Det er den tidligere Odense Bulldogs-strateg, Sebastian Strandberg, der – også via IK Pantern – har spillet sig til en chance i SHL. Strandberg skifter med øjeblikkelig virkning til Djurgården.

Sebastian Strandberg husker vi som en vældig habil spiller i Odense, hvor han leverede 40 point i 45 kampe i grundspillet, inden han havde skadesproblemer i slutspillet, hvor han ikke kom til at spille nogen væsentlig rolle.

Men han er altså blomstret i IK Pantern, hvor han i denne sæson har leveret 32 point i 43 kampe, og det har været nok til at ramme den bedste svenske liga. 

– Sebastian Strandberg bliver en centerforstærkning, der skal skabe bredde i vores trup. Vi har ikke nogen naturlig centertype i vores trup, hvis nogle af de ordinære skulle gå i stykker. Han har en stærk sæson bag sig i Allsvenskan, og vi har set ham både live og på tv i et antal matcher, og Sebastian har ingredienser i sit spil, som tiltaler os. Han har god fart, han har en god spilintelligens og tager ansvar i sit centerspil i begge retninger, siger Joakim Eriksson, Djurgårdens sportschef.