Endelig NHL: Åbningsnat og vildt lørdagszap

VANCOUVER, BC - JANUARY 27: The Edmonton Oilers play the Vancouver Canucks during their NHL game at Rogers Arena January 27, 2014 in Vancouver, British Columbia, Canada. Edmonton won 4-2. (Photo by Jeff Vinnick/NHLI via Getty Images)*** Local Caption ***

Det er tid til at fylde køleskabet med din foretrukne koffeindrik, give din chef et undskyldende kram og vende døgnet på hovedet. NHL er tilbage til at ødelægge din døgnrytme, skriver Martin Egholm fra vores samarbejdspartner, Sportsomnia.com. 

Så har vi vist snakket nok om den nye sæson, nu er det endelig blevet tiden, hvor vi kan se, hvad holdene i virkeligheden kan. Hvem er de nye kometer? Hvem kan ikke holde tempo længere? Hvordan spiller de tradede spillere? Hvordan spiller dem, der kom i Free Agency og hvad med danskerne?

Der er bunkevis af ubesvarede spørgsmål, men heldigvis har alle holdene 82 kampe til at give os svar på alle vores offseason spekulationer.

Det kan være ualmindeligt svært at få det hele med, når der spilles så mange kampe, og der ofte spilles på umenneskelige tidspunkter for os europæiske fans, derfor vil vi her på Sportsomnia starte ugen med at give dig et lille overblik og fortælle dig, hvilke kampe vi mener, du skal spolere din natesøvn for at se i den kommende uge.

Da dette er den første, vil der ikke være noget kig tilbage, dertil henviser vi til vores optaktsartikler, men udelukkende bud på kampe, der springer frem fra kampprogrammet her fra onsdag til søndag.

Åbningsnatten
Enhver NHL fan, med en smule respekt for sig selv, sidder oppe natten til torsdag og følger de første kampe. De fleste danske øjne vil naturligt være rettet mod Toronto, hvor Frederik Andersen formentlig får sin debut i målet for verdens nok største hockeyklub. Jeg vil dog lidt kontroversielt opfordre til at se to andre kampe.

’NHL’s schedule makers’ har nemlig været overordentligt gavmilde allerede på første spilledag og serverer to styks intense rivalopgør fra Western Conference. Den første af disse er Blues og Blackhawks.

En rematch fra sidste sæsons indledende runde af playoff, hvor det endeligt lykkedes Blues at overvinde sin onde ånd efter syv ualmindeligt tætte kampe. Det var den bedste serie i playoff, hvilket jeg også fik udnævnt den som 12-18 gange undervejs, da dramaet stod på.

Jeg tror, at det bliver endnu et festfyrværkeri, og så er der jo lige den lille sidebemærkning, at Blues lige har fået hentet Yakopov, og det bliver spændende at se, om et sceneskifte kan få gang i hans uforløste potentiale.

Dette burde have været rigeligt den første aften, men det var NHL ikke helt enige i, så de giver os sandelig også Kings mod Sharks efterfølgende. Endnu engang er det en gentagelse af en Playoff-serie fra i fjor. Endnu engang er det et divisionsopgør.

Endnu engang er de to klubber, der ikke kan udstå hinanden og som et lille syntetisk cocktailbær på toppen, så er det også kampen, hvor Bødker får debut for sidste års finalister fra San Jose. What’s not to like? Skriv endelig hvis I kan komme i tanke om noget. Jeg kan nemlig ikke få en meget bedre første nat i selskab med NHL.

Lørdags-Zap
Den næste nat, hvor søvn bliver en mangelvare, bliver natten til søndag. Her vil jeg egentlig ikke anbefale nogle specifikke kampe, men nærmere gøre opmærksom på, at denne nat har det nærmeste NHL kommer et fuldt program.

Hele 13 kampe er i kakkelovnen, og mon ikke der bliver glohedt i flere af disse opgør. Jeg vil i hvert fald alliere mig med min gode gamle trofaste ven – fjernbetjeningen – i højre hånd, og så skal der ellers zappes mellem kampene.

Jeg skal se lidt Jets med Ehlers, der tager mod Wild med Boudreau på trænerbænken. Jeg skal se lidt Frederik Andersen i Maple Leafs-målet. Jeg skal se, hvad trænerskiftet i Colorado har fået af betydning. Jeg skal se Weber i Montreal, Subban i Nashville og Eller i en Capitals-trøje. Er Bjorkstrand med for Columbus? Så skal jeg også have lidt af den kamp med.

Hansen og Larsens Canucks skal selvfølgelig også ses, og så lige lidt mere Sharks med Bødker. Det bliver en helt vanvittig fed nat med så meget hockey at skifte frem og tilbage imellem, at der umuligt er noget, der kan blive for kedeligt medmindre ens remote løber tør for batteri.

Nyd det, mere er der ikke at sige herfra, og så ses vi mandag til opfølgning og nye anbefalinger.