Endelig, Jesper Jensen!

Efter 15 kampe lykkedes det endelig for Jesper Jensen at komme på scoringslisten i SHL. Danskeren nettede i aften, da Rögle vandt 6-3 hjemme over Örebro efter 5-0 i en euforisk tredje periode.

Det var den tidligere Esbjerg-spiller Jordan Smotherman, der holdt en brandtale mellem de sidste to perioder – og så væltede målene altså bare ind i de sidste 20 minutter. Jesper Jensen stod for 3-3-målet efter 42 minutter. Fantastisk forløsning for danskeren.

Der var 3834 tilskuere i Ängelholm, og de kunne se Jensen notere sig for 14:19 minutter for Rögle BK. For anden kamp i træk var Emil Kristensen ikke på holdet.

7362 tilskuere troede ikke deres egne øjne i Malmö Arena her til aften. Det skånske hjemmehold førte 3-0 mod storholdet og de notoriske topfavoritter fra Skellefteå, men endte med at tabe 3-4 efter et totalt sammenbrud i tredje periode.

Det var først 43 minutter inde i kampen, at Skellefteå fik reduceret, men 13 minutter senere scorede Andrew Calof det afgørende mål for gæsterne.

Frederik Storm kom ikke på kamprapporten i positiv forstand. Han noterede minus en på plus/minus-skalaen og fik et kvarters tid på isen.

Og god fornøjelse til Malmö-spillerne, der allerede i morgen tidlig tager flyveren nordpå igen for at møde – Skellefteå.