En kærlighedserklæring til en by og en sport

Journalist Peter Fredberg skriver om Michael Søvsø og Per Jessens ”Vojens på isen – den nye æra”. Et pragtværk på 436 sider:

Jeg ved ikke, hvordan min journalistkollega Michael Søvsø havde det, da han skrev om Søren Stockfischs kræftsygdom og død i sin og Per Jessens bog ”Vojens på isen – den nye æra”.

Jo, måske ved jeg det alligevel. Jeg tror, han skrev med blanke øjne og en klump i halsen.

Som læser blev jeg grebet af fighteren Sørens heroiske kamp og det følelsesmæssigt stærke interview med hans familie og vennen Klaus B. Rasmussen. Jeg gætter på, at det var Michaels sværeste interview. Men også et af hans bedste.

Søren var en højt respekteret og afholdt sportschef i Sønderjyske. En af de personer, jeg som ishockeyjournalist på BT var tættest på i mit professionelle arbejde. Jeg kunne li’ ham. Han var en ildsjæl. Han brændte for sin klub og sin sport. Han var der altid, når man havde brug for ham. Hurtig, ærlig. Ofte med en kvik oneliner. Den perfekte kontakt for en skriverkarl.

Jeg var glad for at sidde i juryen, som i 2015 få måneder efter hans tragiske død i en alder af blot 51 år var med til at give Danmarks Ishockey Unions supporterpris navnet Søren Stockfisch-prisen. Som et minde om en passioneret leder med et varmt bankende hjerte for supporterne.

”Vojens på isen – den nye æra” – et smukt followup på 436 sider til Søvsø og Jessens første bog om en by og dens sport fra 2008 – indeholder en perlerække af spændende og læseværdige artikler, et flot billedmateriale og et statistisk afsnit med spillerprofiler, der siger spar to til alt, hvad man tidligere har set i nogen idræt i Danmark. Hvilken research. Bare denne lille detalje: Siden 1963 er der kun en lille håndfuld kampe, der ikke er tilskuertal på.

Bogen er en velfortjent hyldest til en lille by og en stor sport. Den henvender sig i sagens natur først og fremmest til det sønderjyske publikum, men fortjener at blive læst af alle med hjerte for hockeyen.

Et dramatisk kapitel er den alt andet end kønne afsked med Mario Simioni. Han var kommet til et sønderjysk bundhold i dyb krise midt i sæsonen 2004/05 efter fyringen i Krefeld i DEL. Sæsonen efter blev Sønderjyske dansk mester, og i 2013 kunne giganten Mario for fjerde gang stråle om kap med sine spillere. Med høj cigarføring og guldet om halsen.

Der er DM-finaler, der skiller sig ud. Som Mario Simionis sidste for Sønderjyske. Den glemmer jeg sent. Dramaet sluttede i overtid i den syvende kamp i Frederikshavn med backen Tyler Gotto som matchvinder med kampens eneste mål. Skal sandheden frem, burde Patrick Asselin have været helten. Pucken ramte ham på vejen ind. Men hvad betød det. Mario & co. havde gjort det igen.

7. Finale fra Scanel Arena Frederikshavn.

Der havde været en del turbulens i kulissen efter den skuffende exit i semifinalen året forinden. Sønderjyskes ledelse ville først diskutere en eventuel kontraktforlængelse med Mario Simioni efter finalen mod Frederikshavn.

Dramaet kulminerede under guldfesten i VIP-loungen i SE Arena. Pludselig rejste Mario Simioni sig og meddelte, at han stopper som træner med øjeblikkelig virkning. Selskabet var i chok. Mange fik rødvinen galt i halsen.

Mario var dybt frustreret og skuffet over, at ledelsen ikke havde taget kontakt til ham og meldt noget ud, mens situationen blev diskuteret i pressen. Han følte, at klubbens ledelse satte spørgsmålstegn ved hans evne til at vinde og havde set skriften på væggen.

Det er alt sammen historie nu. Mario er i dag i Frederikshavn, Dan Ceman har taget over i Sønderjyske, og Kim Lykkeskov er sportschef. Kim, der sluttede sin aktive karriere efter sin førsteholdskamp nr. 811 fordelt på 16 sæsoner og har indskrevet sig blandt Vojens’ legender.

Du kan bestille bogen lige her på SønderjyskE Ishockey Supports onlineshop: