Emil Kristensen lejes ud i resten af sæsonen

Foto: Jan Korsgaard

Den danske landsholdsback Emil Kristensen kommer for tredje gang i denne sæson til at tørne ud for Allsvenskan-klubben IK Oskarshamn, som han spillede for fra 2013 og indtil sidste sommer.

SHL-klubben Rögle har nemlig endnu en gang valgt at leje Kristensen ud til Oskarshamn, og denne gang gælder lejeaftenen for resten af sæsonen. 23-årige Emil Kristensen spiller dermed sæsonen til ende i Allsvenskan.

– Vi har haft hård konkurrence i truppen på backsiden i hele sæsonen, og med alle backer skadesfrie bliver istiden begrænset for nogle. Emil har fået mindre spilletid, og derfor har i fællesskab vurderet, at det er bedst for hans udvikling, at han lånes ud og får vigtig spilletid, siger Rögles sportchef Anders ”Masken” Carlsson til klubbens hjemmeside.

Emil Kristensen har fået 13 kampe for Rögle i sin første sæson i SHL. Her er det blevet til to mål og en enkelt assist for den 23-årige esbjergenser, som har været med på Danmarks hold ved de seneste to VM-turneringer.

– Emil er ung og har brug for at spille kontinuerligt, hvilket vi ikke kan tilbyde. I Oskarshamn kommer han til at spille en større rolle, hvilket vi synes er godt for Emil, siger Anders ”Masken” Carlsson.

Emil Kristensen har i alt spillet ni kampe og lavet tre assists for Oskarshamn i de to omgange han har været lejet ud til Allsvenskan-klubben i denne sæson. Oskarshamn ligger i øjeblikket på femtepladsen i Allsvenskan og har gode muligheder for at spille med om oprykning til SHL.