EMIL GRANSØE klar til universitetshockey

Emil Gransøe, den tidligere Gentofte-målmand, har i de seneste sæsoner gjort det glimrende i NAHL, hvor han har spillet for Topeka, der er kendt for at satse hårdt på målmændene. 

Nu er Gransøe kommet et skridt videre i sin karriere, eftersom han i den kommende sæson skal spille college-ishockey på næstbedste niveau, altså det der kaldes Division III (der er kun få Division II-universiteter).

Emil Gransøe skal spille for Salve Regina University, der er placeret i Newport, Rhode Island.

Det sker fra næste sæson, og danskeren glæder sig stort.

– Siden jeg så det her smukke “campus” for første gang, var jeg solgt. Det – sammen med alle de fine studerende og ansatte – jeg mødte på mit besøg, gjorde, at Salve virkede som en fremragende mulighed. Jeg kan ikke vente med at begynde mine fire år med udvikling, både som studerende, ishockeyspiller og menneske på denne her fremragende skole, siger han.