Emil Gransøe en hylde op i systemet: Skifter til Topeka i NAHL

Den tidligere Gentofte-reserve og målmand på U18-landsholdet – Emil Gransøe – er rykket en hylde op i det amerikanske juniorsystem.

Gransøe er skiftet fra Springfield Jr. Picks i USHL til Topeka Roadrunners, der spiller i  den højere rangerende NAHL (North American Hockey League).

Et godt step opad i karrieren for Emil Gransøe, der satser stenhårdt på at komme videre til collegeishockey senere i karrieren.

NAHL er kendt som en af de ligaer, der sender flest spillere frem til spil i college, og den traditionsrige klub, Topeka Roadrunners, er kendt for særdeles godt målmandsarbejde.

– Jeg fornemmer, at jeg har spillet godt i løbet af sæsonen, og jeg bliver mere og mere stabil. Det er en af de dele af spillet, som jeg vil blive endnu bedre til. Jeg vil forsøge at blive endnu mere stabil og heldigvis har de en fremragende målmandstræner her i Topeka, som kommer til at hjælpe mig endnu mere med detaljerne i spillet, siger Emil Gransøe til juniorhockey.com.

Han landede i sidste uge i Topeka, som er godt 2.500 kilometer fra Springfield. Så en ny rejse er i den grad begyndt for den talentfulde Gentofte-målmand, der er med på det U20-landshold, der i næste uge skal spille turnering i østrigske Graz.