Eksperterne: Det taler for Esbjerg

Foto: Jan Korsgaard

Så er det finaledag og FACEOFF har talt med tre af de rutinerede folk fra superpanelet.  Mike Grey, Andreas Andreasen og Mick Biehl giver i løbet af dagen deres bud på en række forskellige ting. Her, hvad der taler for en finalegevinst til Esbjerg:

Mike Grey:
Esbjerg har nogle spændende typer på holdet. Gron, Pistili og især Lee. Desuden har de nogle store backs, hvor især Nicholas B. Jensen har imponeret. Esbjerg betalte lærepenge sidste sæson, og de har bevist ved at slå Sønderjyske to gange i Vojens, at de kan spille både ude og hjemme.

Jeg er imponeret over Esbjergs vilje, og de spiller med et meget bredt hold, hvor alle fire kæder bidrager. Det virker som om Esbjerg har brugt flere folk end Herning, og det kan gå hen og blive afgørende i en lang finaleserie.

Andreas Andreasen: 
Jeg ser Esbjerg som favorit, fordi de har de bedste udlændinge i ligaen. Det har de bevist i kvart- og semifinalen. De arbejder stenhårdt i hvert skift og trækker alle de andre på holdet med. Så Esbjerg er et meget fysisk og hårdtarbejdende hold. De har også flere kampafgørende spillere. Alle kæder har bidraget med mål i semifinalen. Det betyder meget, at man har bredden og man stoler på den ved at bruge den.

Jeg er dybt imponeret over Esbjergs vej til finalen. Det har været fysisk fra kamp et imod Rødovre, og til den syvende kamp imod SønderjyskE, og alligevel har Esbjerg set ud som dem der har flest kræfter. SønderjyskE havde altså kun spillet fire kampe i sin kvartfinale.

Mick Biehl:
Sult. Esbjerg ligner et hold, der virkeligt vil det i år. Modsat sidste år, hvor man så deres bærende spillere sætte sig selv foran holdet, har man i år en meget mere homogen trup, som alle sætter holdet først. Det summer af playoff i Esbjerg, hele byen er på den anden ende, og den opbakning, vil utvivlsomt generere noget energi til de gule på isen.

Sammenhold. Meget tydeligt ved Pistillis fremhæven af Esben Nielsen og Sune Hjulmand efter kampen i Vojens. De lavede et rigtigt vigtigt energimål, som mere eller mindre punkterede SE, og sådan noget giver et kæmpe boost til alle på holdet.

At den største stjerne i truppen så ovenikøbet har formatet til at fremhæve det, vidner om et stærkt sammenhold, og en solid respekt spillerne i mellem. Når du har den respekt i omklædningsrummet, for hvad hver især bidrager med, vil man gå gennem ild og vand for hinanden, og det skal man for at vinde guld.

Rolig og fokuseret træner. Jeg er meget imponeret over Pedersons udvikling kontra sidste år. Symptomatisk for semien, håndterede han for eksempel Lamoureux’ mål som blev annulleret for “høj stok” fuldstændig cool. Modtog info fra dommeren, fokuserede på det, han kunne kontrollere.

I den anden ende havde man lige set Ceman råbe og skrige det klassiske F-ord, efter at have stået og ventet 13 minutter. Ligesom en flitsbue der bare blev mere og mere spændt mens officialen arbejdede med sin beslutning. Frustration og fokus på en ting, han ingen chance havde for at influere, og værst af alt, – væk fra spillet.
Den ro og det fokus Pederson udviste i den situation, forplanter sig direkte i hvert eneste medlem af truppen, spillere, og det gør en enorm forskel over syv kampe.