EIHL: Galbraith og Panthers til semi efter gysertime

Foto: Jan Korsgaard

Nottingham Panthers har haft en vild sæson på mange parametre. Det gik ikke alt for godt i den britiske liga, hvor grundspillet er den mest prestigefyldte titel. Den rendte Cardiff Devils med. Til gengæld gik Nottingham sensationelt videre i Champions Hockey League, hvor det europæiske eventyr sluttede i ottendedelsfinalerne.

Nu er briterne i gang med det ultrakorte playoff, hvor der spilles om den næstmest prestigefyldte titel i sæsonen. Fire hold har kvalificeret til Final4-weekenden, der spilles i netop Nottingham, og i går var Patrick Galbraith i buret, da Nottingham sikrede sig adgang til Final4 efter en gysersejr over Belfast.

Det blev 3-4 i den første kamp i Nordirland, og 4-3 i aftes i Nottingham i den ordinære spilletid. Vi røg i overtid, hvor der efter knap fem minutters frem og tilbage faldt en afgørelse, der fik hjemmepublikummet til at flippe i en glædesrus.

Dan Spang hamrede en retur i kassen og satte det afgørende mål, der sendte Nottingham videre.

Patrick Galbraith igen med 34 redninger en stor faktor i sejren, og han viser en form, der betyder, at han sagtens kan være inde i billedet til en VM-test for Danmark senere på sæsonen. Men først venter altså en playoff-weekend, hvor Nottingham i næste weekend møder ærkerivalerne fra Sheffield i semifinalen. Større bliver det ikke i britisk hockey.

I den anden semifinalen mødes Cardiff og Fife Flyers. Sidstnævnte vendte 1-4 til samlet 6-5 mod Manchester Storm. Den tidligere Rungsted-spiller Carlo Finucci blev matchvinder i overtiden.