EIHL: Galbraith og Nottingham tabte første kvartfinale

Foto: Jan Korsgaard

Patrick Galbraith var i aftes i aktion for Nottingham Panthers i den første kvartfinale i Elite Ice Hockey League (EIHL), hvor Panthers var i Belfast til den første kamp i bedst af to-serien.

Det gjaldt en billet til netop Nottingham, hvor den traditionelle Play Off-weekend med fire hold – semifinaler og finaler – spilles i næste weekend. 

Søndag kommer Nottingham på en vanskelig opgave i returkampen hjemme, hvor et 3-4-nederlag skal vendes til samlet sejr. 

Det kunne dog være gået langt værre, hvis ikke Patrick Galbraith havde snuppet 44 Belfast-forsøg i løbet af de 60 minutter. 

Samtidig leverede Nottingham et solidt comeback efter at have været bagud 0-3. Klublegenden David Clarke scorede 3-4-målet i tredje periode og dermed har Panthers altså håb forude inden søndagens retur. 

Cardiff Devils har allerede sikret sig titlen som britisk mester. En titel, der går til vinderen af grundspillet. De otte bedste hold er nu i gang med det ultrakorte play off, som altså kulminerer i Nottingham næste weekend.