Ehlers regner ikke med at ryge tilbage til Halifax

Nikolaj Ehlers spiller torsdag aften sin tiende NHL-kamp for Winnipeg Jets, og dermed runder danskeren en vigtig milepæl. Når Ehlers går på isen for gang nummer 10 i denne sæson, træder hans kontrakt nemlig i kraft.

Reglerne er sådan skruet sammen i NHL, at rookies kan spille op til 10 kampe i en sæson, før der bliver “brændt” et år af den tre-årige entry level-kontrakt, de spiller på. Nikolaj Ehlers underskrev sin tre-årige kontrakt med Winnipeg Jets i september sidste år, men fordi han tilbragte hele sidste sæson hos Halifax Mooseheads i QMJHL, gælder kontrakten endnu i tre sæsoner.

Ehlers har imponeret stort i denne sæson, hvor han har lavet fire mål og tre assists i ni kampe for Winnipeg. Derfor er der heller ingen tvivl om, at han er med i holdets startopstilling, når Jets torsdag tager imod de forsvarende mestre fra Chicago Blackhawks.

Det betyder, at Nikolaj Ehlers spiller sin tiende NHL-kamp i denne sæson, og hans tre-årige kontrakt med Jets træder således i kraft. Winnipeg har stadig muligheden for at sende Ehlers tilbage til Halifax Mooseheads i løbet af sæsonen, men i så fald kan de ikke hente ham op igen, før juniorsæsonen er forbi. Lige nu regner Ehlers da heller ikke med, at han skal trække i andre trøjer end den med Winnipeg Jets’ logo.

– Der er altid en mulighed for, at du ender med at ryge tilbage, men jeg har slet ikke tænkt på det. Jeg prøver bare at gå på isen og spille spillet og have det sjovt. Det er ikke så sjovt at tænke på at skulle tilbage, så…, siger Nikolaj Ehlers til Winnipeg Free Press.

Nikolaj Ehlers har tidligere sagt, at han hellere ville spille i Europa frem for at vende tilbage til QMJHL, da han ikke mener, at han kan udvikle sig meget mere i juniorligaen. Intet tyder dog på, at den målfarlige dansker behøver at bekymre sig om sin nærmeste fremtid, for alt tyder på, at Jets har tænkt sig at beholde ham i NHL.

19-årige Ehlers har lavet 263 point i 144 kampe for Halifax Mooseheads i de seneste to sæsoner.