Ehlers-mandskab scorede tre mål på 40 sekunder

Heinz Ehlers har haft en vanskelig start på sæsonen med sit Langnau-mandskab i den schweiziske liga, men danskerens mandskab synes i hvert fald at have moralen i orden.

I aftes var SC Langnau bagud 0-2 og vel på vej mod et programmeret nederlag mod storklubben ZSC Lions fra Zürich, men i det 39. minut skete der ting og sager, der næsten fik Frederikshavns målrus fra i går til at blegne.

På blot 40 sekunder scorede Ehlers’ mandskab tre gange og vendte dermed kampen på en tallerken.

Finske Antti Erkinjuntti reducerede i powerplay og Aaron Gagnon og Eero Elo fulgte op. Alt sammen skete i det 39. minut og dermed var Langnau altså foran 3-2. Og det blev i øvrigt slutresultatet.

Det er klubrekord for Langnau, men i december 2015 scorede Geneve-Servette tre mål på blot 17 sekunder. Den bliver svær at matche.

Sejren betyder, at Langnau nu nærmer sig ottendepladsen. Heinz Ehlers-mandskabet har blot tre point op til Lausanne i den tætte liga, hvor kun Kloten er skilt lidt fra i bunden.