Hockeydrenge trives på efterskolen i Vojens

En god mulighed for at komme hjemmefra og samtidig prøve noget nyt med ishockeyen. De fem elever på ishockeylinjen på Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole er kommet rigtig godt på vej, siden de begyndte i det sønderjyske i august.

Her kombinerer de et efterskoleophold i Vojens med træning og masser af hockey i SE Arena og den tilstødende gamle Vojens Skøjtehal.

– Det er godt struktureret og planlagt indtil nu. Godt at komme lidt hjemmefra og prøve noget nyt – både når det gælder skole og ishockey, siger 16-årige Jonas Jakobsen, der er kommet til fra Aalborg, hvor han hidtil har spillet på AaB Ishockeys juniormandskaber.

Nu går han på efterskole – kombineret med træning på VIK’s U17-hold og 1. divisionshold.

– Der er træning stort set hver eneste dag og masser af muligheder for at få kampe. Jeg er rigtig glad for, at jeg greb chancen, siger Jonas Jakobsen.

Emil Larsen er kommet til fra Herlev.

– Selvfølgelig er det en omvæltning at komme til Vojens, men jeg kan godt lide de faste rammer, og er kommet rigtig godt ind på U17-holdet. Jeg kender mange af spillere i forvejen, så det har heller ikke været svært at skifte klub.

Begge er også kommet til Vojens for at få ny trænere og ny inspiration, og både Jonas Jakobsen og Emil Larsen har ambitioner om at nå noget med ishockeyen, når de om nogle sæsoner bliver seniorspillere.

Og når de ikke spiller hockey, er de med til både gymnastik og løb – og hygger sig gennemgående med kammeraterne.

– Ishockey er på mange måder en speciel sport, og vi har været meget opmærksomme på, at drengene både skal udvikle sig som ishockeyspillere og mærke, at det rykker på den front – og samtidig opleve de mange positive ting, der ligger i efterskolelivet.

– Alle vores ishockeydrenge ser ud til at stortrives indtil nu, siger forstander på Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole, Tommy Mikkelsen, til FACEOFF.dk.

– Det er klart, at ishockeyen – for eksempel med de lange udebaneture – byder på andre udfordringer for os som skole, end vores andre linjer. Men vi er fleksible og kan for eksempel godt sige, at en ishockeyspiller får lov at springe morgenløbet over, hvis han er kommet hjem ved midnat.

– Men hverdagen skal ikke være meget anderledes end hos de andre elever. Allervigtigst er det, at alle de basale behov er på plads og gutterne har ro på bagsmækken. Vi er glade for, at ishockeyen er kommet ind i folden, siger Tommy Mikkelsen, der tilføjer, at samarbejdet med VIK allerede nu kører over al forventning.

Der er efterskolernes dag på søndag 25. september, hvor det er muligt at komme forbi Vojens i tidsrummet 13-17 og høre mere om ishockeylinjen.

vgie2