Efterskole i Vojens tilbyder nu ishockeylinje

For første gang er det nu muligt både at gå på efterskole og spille ishockey på samme, skriver Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole og Vojens Ishockeyklub (VIK), der fra skoleåret 2016/17 indleder et helt nyt og unikt samarbejde.

Efterskolen i Vojens tilbyder fra august Danmarks eneste ishockeylinje i samarbejde med VIK.

Forstander Tommy Mikkelsen er rigtig glad for, at efterskolen nu har fået endnu et tilbud i de fantastiske rammer i SE-Arena i Vojens.

– For et par år siden startede vi Danmarks eneste kunstskøjtelinje og nu sætter vi altså en helt ny ishockeylinje i søen, siger han.

Tanken er at man går på efterskolen, men træner og spiller kampe sammen med klubbens hold, så man bliver medlem af VIK i det skoleår, hvor man er på efterskolen. Herudover lancerer VIK også et helt nyt tiltag, for en del af klubbens hold og efterskolens linje.

Nemlig ”prospekt-træning”, som er en nyt tiltag med individuel og målrettet teknisk træning for de spillere, der ikke i forvejen er en del Haderslev kommunes eliteidrætsordninger. Ud over prospekt-træningen træner man sammen med klubbens hold, samt spiller kampe på lige fod med klubbens øvrige spillere.

Sidst men ikke mindst har man hver fredag formiddag et træningspas, kun for skolens hockeyelever med VIK’s cheftræner. På den måde når man op på seks træningspas plus kampe.

– Vi er utrolig stolte over, at kunne tilbyde dette spændende projekt, hvor man kan give drenge i alderen 14-16 år i 9. og 10. klasse muligheden for endelig, at kombinere det at gå på efterskole og spille seriøs ishockey. Den nye prospekt-træning bliver ligeledes et meget spændende tiltag, som både vi og klubben forventer os meget af, siger Tommy Mikkelsen.

– Ud over ishockeyen får man jo også et efterskoleophold. Så der bliver også plads til en skitur og en linjetur, hvor hockeyspillerne skal ud i Europa og spille hockey i et andet land.

– Ligeledes får man jo det helt specielle efterskole-fællesskab, med venner, der rækker mange år ud i fremtiden, anderledes oplevelser med det at gå i skole plus at man modnes og styrkes i et trygt miljø. Denne kombination af ishockeyen og efterskolens værdier ser jeg som et aldeles stærkt tilbud til de unge mennesker, lyder det.