Efter lang skadespause: Jesper “Zlatan” Jensen tilbage med mål for Brynäs

Foto: Jan Korsgaard

Sidste sæson blev noget af et mareridt for Jesper “Zlatan” Jensen, den danske landsholdscenter.

Tidligt på sæsonen måtte han lukke ned for al ishockey på grund af en skulderskade og efterfølgende operation, der dermed endte med at spolere hele Jensens første sæson i SHL for Rögle.

Det kostede ligeledes forlængelse af kontrakten med Rögle, der ellers holdt sig i SHL, men heldigvis har Jesper Jensen tilsyneladende så godt et renommé, at andre klubber havde øjnene oppe for ham.

Jensen fik kontrakt – som den første dansker nogensinde – med traditionsklubben Brynäs i Gävle, og noget tyder på, at han allerede er på sporet igen efter lang tids genoptræning og sommertræning.

I går scorede han nemlig for Brynäs i sæsonens første testkamp, der endte med en 2-1-sejr over AIK Stockholm.

Kampen blev afgjort fire minutter før tid, da Oskar Lindblom scorede det afgørende mål for Brynäs.