Effektive Esbjerg uddelte tæv i Herlev

Herlev Eagles-Esbjerg Energy 1-6 (0-3, 1-0, 0-3). Søndag eftermiddag tog Herlev Eagles imod Esbjerg Energy hjemme i DFDS Seaways Arena, og kampen var på forhånd udset til at blive en tæt duel. Ved sidste indbyrdes møde vandt Esbjerg 1-0, så hjemmeholdets ørne var på jagt efter en revanche.

Kampens indledning var præget af fejl og hurtige omstillinger, og én af dem blev for Esbjergs vedkommende omsat til et 0-1-mål. Esben Nielsen blev over højttaleren krediteret målet, men det skal formentlig tilskrives Brock Nixon, der sendte pucken af sted.

Efter syv minutter kom Esbjerg i to mod en, og afslutningen fra canadieren Aaron Lee burde have passeret Herlev-målmand Aaro Peltonen. I den anden ende havde Esbjerg givet chancen til den 20-årige målmand Nicolaj Henriksen, der har stået seks kampe indtil videre i sæsonen. Med sine 194 cm fylder han også godt i målet for esbjergenserne.

Udfordringerne for Herlev skulle blive endnu større, da Esbjerg med usvigelig sikkerhed bragte sig på 0-2 efter otte og et halvt minut. Det var Michael Binderup, der fik både tid og plads til sætte pucken ind fra midten af slottet.

Ét minut efter faldt 0-3-målet ved Brock Nixon. Herlev var i den grad på hælene i situationen, da Esbjerg kørte pucken flot og effektivt rundt i zonen. Herlev valgte at tage en timeout straks efter scoringen, så cheftræner Linus Fagemo kunne få taktikken justeret.

Med otte minutter igen af perioden fik Esbjerg to udvisninger inden for få sekunder, men heldet og dygtigheden var ikke med hjemmeholdet i powerplay. Det nærmeste, man kom, var et stolpeskud kort inden udvisningernes udløb. Kort efter gik spillerne til en tiltrængt pause – især for hjemmeholdets vedkommende.

Esbjerg kørte på med fire kæder i eftermiddagens match, og fjerdekæden trak blandt andet en udvisning i begyndelsen af tredje periode. Esbjerg kunne ikke udnytte situationen, og det blev heller ikke til scoring, da Herlev fik en ny udvisning nogle minutter senere.

Det var lidt, som om Esbjerg skruede ned for tempoet i anden periode, mens Herlev stadig spillede deres chance. Perioden var ikke specielt seværdig, dertil var der for rodet spil og udisciplinerede aktioner.

Lidt over halvvejs i perioden kom Herlev i powerplay, og her gjorde forstadskøbenhavnerne en ganske fin figur. Det blev dog ikke til en reducering.

Hjemmeholdet fik en ny chance i powerplay umiddelbart efter, og så kom forløsningen. Med tre minutter til pause reducerede Sonny Hertzberg til 1-3, da han sendte pucken ind ved nærmeste stolpe. Og så var Herlev bestemt tilbage i kampen.

Esbjergs forspring blev der dermed mindsket til to mål, så alt var åbent inden de sidste 20 minutter i en tyndt befolket skøjtehal. Herlev præsterede bedst i anden halvdel af anden periode.

En af kampens største chancer tilfaldt Herlevs Victor Backman, der i et powerplay fik pucken i fuldstændig fri position få meter fra målet, men Nicolaj Henriksen reddede på fornem vis.

Esbjerg viste kynismen kort efter, da man udnyttede en fejlpasning fra Herlev i egen zone. Mario Lamoureux takkede for muligheden og eksekverede til stillingen 1-4 på suveræn vis over for en sagesløs Aaro Peltonen i målet.

Få minutter efter gjorde Matthew Pistilli det til 1-5 for Esbjerg, og det var efter godt syv minutter af kampens sidste periode. Pistilli missede først en kæmpe chance tæt under mål, men han vendte tilbage sekunder senere og lagde på elegant vis pucken op i modsatte hjørne.

Herlev overtog spillet efter Esbjergs to scoringer, så hjemmeholdet spillede bestemt stadig deres chance, men med fire mål nede var der langt op ad bakke.

Med godt syv minutter igen blev kampen kortvarigt stoppet, da måltavlen gik i sort. Esbjergs Jannik Christensen blev udvist kort efter, men Herlev fik ikke omsat det til mål. I stedet røg Christensen direkte ud af boksen, hvor han modtog pucken og kom alene med Aaro Peltonen. Backen svigtede ikke og sendte den sorte gummiskive sikkert ind med baghånden.

Det hele endte med en sejr til Esbjerg på 6-1, og med Herlevs gode perioder ind i mellem, kan de langt fra være tilfredse med de tildelte, vestjyske tenniscifre.

Esbjergs markerede sig med seks forskellige målscorere, og en af dem, Jannik Christensen, markerede sig i særlig grad med en stærk præstation i de bageste rækker – og ja, faktisk også frem af banen.