ECHL-profil skal vogte målet i Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

Amerikanske Jeff Lerg er manden, der sammen med Sebastian Feuk skal vogte målet hos Rungsted Seier Capital i den kommende sæson.

Den 30-årig keeper kommer tilbage til Europa ovenpå to sæsoner, som en af ECHL’s bedste keepere, der kastede to udtagelser til ligaens all-starhold af sig. Inden de seneste to sæsoner i ECHL spillede Lerg i Frankrig og Italien. Den sidste sæson i Frankrig kastede Jean Ferrand-prisen af sig som ligaens bedste keeper.

– Vi tror på, at vi har fundet en målmand, der kan vinde nogle nøgledueller for os og køre os godt i stilling til at vinde en masse marginaler i de tætte kampe. Lerg har et stærkt og stabilt CV, så vi føler, at der er god grund til også at være begejstrede over denne tilgang, siger Rungsted-direktør Thomas Friberg på klubbens hjemmeside.

Rungsted får i den blot 168 cm-høje keeper en god lederfigur, der tidligere i karrieren har haft C’et på brystet.

Lerg stjal tilbage i februar en del overskrifter i de nordamerikanske sportsmedier, da han med en baghåndsredning forhindrede en scoring. Se videoen nedenunder.