ECHL: Mikkel Aagaard fejrede jul som First Star

Foto: Jan Korsgaard

Det kører slet ikke så dårligt for Mikkel Aagaard, der for øjeblikket øser point i et jævnt godt tempo hos Manchester Monarchs i ECHL.

Den nordjyske forward beviser hver gang, han bliver sendt fra AHL og ned i ECHL, at han i den grad har klasse til at begå sig på det tredjebedste niveau, og spørgsmålet er, om ikke Aagaard ligger et sted mellem AHL og ECHL for øjeblikket, alt efter trænernes luner – og organisationernes tanker omkring deres hold.

I hvert fald var Manchester Monarchs i julekampen på besøg hos Reading Royals, og her blev Mikkel Aagaard kåret til First Star i 6-2-sejren.

Danskeren var assist på både 1-0 og 4-0-målet (igen scorede den tidligere EfB Ishockey-profil Jordan Smotherman), og det var såmænd også Mikkel Aagaard, der stod bag assisten til 6-1-scoringen.

Herlige tider for Aagaard, for hvem det måske også er at foretrække at spille ECHL på et tophold som Manchester frem for at spille på AHL-bundholdet Springfield Thunderbirds.

Manchester er pt. det tredjebedste hold på point i hele AHL og må på den baggrund siges at være en seriøs udfordrer, når slutspillet går i gang til foråret.