ECHL: Eller fik sit første point

Tredje gang var lykkens gang for Mads Eller, der natten til mandag fik sit første ECHL-point, da Adirondack Thunder slog Manchester Monarchs med 5-2.
Den danske forward assisterede tidligt i tredje periode på Ryan Lombergs game winning goal, der bragte Thunder i front med 3-1.

Forinden havde Eller haft to minutters afkøling i straffeboksen efter en omgang med værternes Matt Mackenzie.

Med sejren over Monarchs er Thunder stadig ubesejret efter sæsonens tre første kampe.

Sejr til Mieritz og Bulldogs
For en anden gammel Rødovre-dreng bød søndagens kamp også på en sejr. Christian Mieritz forlod isen med +1, efter Hamilton Bulldogs 6-3 sejr over Sudbury Wolves.

Den danske back var på isen, da Cole Candella midtvejs i første periode bragte Bulldogs i front. Wolves kom derefter med to powerplaymål i front. Med 3-3 inden tredje periode var der lagt op til en gyserafslutning. Den kom også. Niki Petti scorede med halvandet minut tilbage af kampen sejrsmålet, der fik Wolves til at erstatte keeperen med en ekstra spiller. Det udnyttede Bulldogs’ Maurizio Colella til at score to gange i det tomme mål.