EBEL: Dahm og Graz fortsætter forrygende sæsonåbning

Foto: Jan Korsgaard

Sebastian Dahm har fået en forrygende start på sæsonen i Graz 99ers, der igen-igen håber på at komme i slutspil i Erste Bank Eishockey Liga, der er baseret i Østrig.

Det lykkedes for tre sæsoner siden, men siden har Graz-klubben levet en omtumlet tilværelse – det har 99ers faktisk siden stiftelsen i slutningen af det seneste årtusinde.

Måske skal det være nu under den slovenske træner Ivo Jan og med Sebastian Dahm på mål.

Graz 99ers vandt tidligt i dag med sikre 4-1 over Villacher SV og det var med en stensikker dansker på mål. Dahm stoppede 35 af 36 skud og fortsatte dermed sin flotte sæsonstart.

I tre kampe har Sebastian Dahm noteret en redningsprocent på 96,3 og en GAA på fine 1,33, mens Graz står på syv point for tre kampe.

Forrygende åbning på sæsonen, ganske enkelt.