Ducks-træner: – Andersen var der ikke

Frederik Andersen havde en off-day, da Anaheim Ducks mandag gæstede Frans Nielsen og New York Islanders. Derfor blev den store dansker skiftet ud efter bare en enkelt periode i ændernes mål.

Ducks fik en fin start på kampen i Barclays Center, hvor Carl Hagelin bragte gæsterne foran efter små syv minutters spil. I løbet af de sidste fem minutter af første periode lykkedes det dog Islanders at score hele tre mål på Frederik Andersen, som blev udskiftet i pausen mellem første og anden periode.

– Jeg synes, at de første to mål var ret nemme, ærligt talt. Når du kender Freddie (Frederik Andersen red.) godt nok, så ved du, hvornår han er der, og hvornår han ikke er der. Pucke, som han normalt ville omklamre og kontrollere, sprang fra ham. Jeg synes ikke, han var der i aften. Hvis vi var sluppet ud af første periode, havde tingene måske set anderledes ud, sagde Anaheim Ducks’ træner Bruce Boudreau efter kampen til Orange County Register.

John Gibson kom ind i stedet for Frederik Andersen og spillede de sidste to perioder i kampen, som New York Islanders vandt med 5-2. Andersen kunne godt forstå, at han blev skiftet ud til fordel for Gibson, som i øjeblikket presser stærkt på for at erobre pladsen som holdets førstemålmand.

– De scorede to mål ret hurtigt. Det er hans (Bruce Boudreaus red.) tanke og beslutning, tænker jeg. Han prøvede at ryste posen lidt. Jeg synes, at Gibby (John Gibson red.) kom ind og spillede godt og gav holdet en chance for at komme tilbage, sagde Frederik Andersen til Orange County Register.

Frederik Andersen reddede otte af de 11 skud, Islanders-spillerne sendte afsted mod ham i første periode. Han endte derfor på en redningsprocent på beskedne 72,7. John Gibson tog 18 af de 19 skud, der mødte ham, og han fik således presset sin redningsprocent op på fine 94,7.

Kan kan læse mere om kampen og se højdepunkter her.