Dommer Hicks undskylder: Esbjergs 2-2-mål burde ikke være godkendt

Foto: Jan Korsgaard

Dommer Mike Hicks var manden, der gav Esbjerg det omdiskuterede 2-2-mål i går i kampen mod Rødovre. Vestjydernes Kodie Curran stod for målet – og de fleste i Rødovre Skøjte Arena var uenige i dommerens godkendelse af målet. Pucken var ganske enkelt i nettet efter sirenen havde lydt.

Og efter at have set episoden igennem erkender dommer Hicks nu også sin fejl.

– Det står klart for mig, at godkendelsen var en fejl. Målet skulle ikke være givet. Som dommerteam satser vi altid på at levere de rette beslutninger på de rette tidspunkter – og sommetider laver vi desværre fejl, siger Mike Hicks til FACEOFF.dk.

– Specielt i de her situationer omkring mål/ikke mål, ville det være rigtig godt med muligheden for at se situationen på video, inden vi leverer den endelige kendelse. Det er ofte meget tætte afgørelser at træffe – også selv om videoen bagefter gør tingene meget tydelige, tilføjer han.

– Det eneste, jeg kan gøre er at undskylde til de involverede, lyder det fra den britiske dommer, der er fast tilknyttet Metal Ligaen.

– Dyb respekt for, at dommerne erkender, at de lavede en fejl efter at have set situationen på video. Vi må også erkende, at dommerne selvfølgelig kan træffe forkerte beslutninger i en kamp, ligesom spillerne. Det er et vilkår, og det er vores overbevisning, at de gør deres bedste i hver eneste kamp for at træffe de rette beslutninger, siger Rødovres Team Manager Jørgen Illemann. 

– Selvfølgelig skal vi i samarbejde med dommerne og DIU forsøge at stille den rette teknik til rådighed for dommerne, så fejl ved de kampafgørende ting, bliver reduceret til et minimum. Så jeg glæder mig til, at vi snart får målkameraer i alle haller.

Rødovre-lejren var noget fortørnet efter hændelsen, fortæller Jørgen Illemann til Faceoff.dk.

– Vi var forundrede og ikke det mindste i tvivl om, at kendelsen var forkert. Det var tydelig at uret gik, før pucken havde passeret stregen. Det var tungt for holdet at indkassere udligningen på den måde, men spillerne bevarede roen og begrænsede reaktionen overfor dommerne.

– Det er stor moral at komme tilbage efter den episode og så fighte sig tilbage efter at være kommet bagud 2-3 i tredje periode. Vi “bouncede back” efter dukkerten i Rungsted og modgangen mod Esbjerg, og det skal gutterne have stort cadeau for, siger Jørgen Illemann.

Ligaens turneringsleder Kim Pedersen var også ærgerlig over 2-2-situationen – og satser og håber på, at et system med Video Goal Judge til ALLE kampe senest er oppe at køre til slutspillet i foråret.

– Situationen i går er et bevis på, at det indimellem kan være svært at levere den rette kendelse, når tingene er tætte. Vi har som liga og union taget principbeslutning om, at vi vil have et videodommersystem i Metal Ligaen, siger han.

– Men – selv om mange måske tror, at det bare er at sætte to kameraer op i loftet, er der mange tekniske ting, der skal være på plads for en holdbar løsning.

– Vi har naturligvis ikke har økonomi til bare at sige ”kør løs”. Vi er i forhandlinger med et lettisk firma, der leverer løsningen til KHL og forventer, at have en løsning på plads i den nærmeste fremtid og selve videodommerløsningen installeret i løbet af sæsonen, lyder det fra Kim Pedersen.