DM TIL ESBJERG: Vestjyder i guldrus!

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

ESBJERG ENERGY ER DANSK MESTER. Her den sjette og afgørende finalekamp i ord. Vi begynder med den forrygende overtid.

Fjerde periode: 
Med spillet bølgende frem tilbage og en anelse afventende tog begge hold fat på den fjerde periode, hvor en enkelt fejl kunne afgøre det hele. Lige omkring klokken 23 gik vi i gang på Kvik Hockey Arena, og det var Daniel Nielsen, der fire minutter inde i den første overtidsperiode med et par smarte træk, fik skabt den første store chance.

Men et par Esbjerg-spillere fik kastet sig ned og reddet.

I den anden ende kom Brock Nixon af sted og afsluttede, men også Simon Nielsen var på stikkerne i den efterhånden udmarvende match. Syv minutter inde i overtiden og med icing-kendelse imod sig, tog Mark Pederson nu sin timeout for at hvile sine spillere.

I øvrigt til taktfast bifald fra næsten alle 3423 tilskuere.

Hverken Herning eller Esbjerg-tilskuerne kunne klage over heltenes indsats denne sene tirsdag aften.

Det her var et af de dramaer, som kun ishockeyen kunne skabe. Og pludselig var den store Herning-back Patrick Madsen helt ubemærket ved at snige sig fri og score. Nicholas B. Jensen fik kastet sig ned og blokeret. Vi var halvvejs.

71:09 inde i fjerde periode skete det. Aaron Lee sled, sled og sled sig fri og fik til sidst slæbt et skud ind bag Simon Nielsen. MÅL, MÅL;, MÅL og Esbjerg er mestre for første gang siden 2004.

3. periode: 
Tredje periode blev indledt med et regulært vestjysk granatchok. Der gik et par minutter, da Esbjerg stille og roligt påbegyndte et angreb og tre-fire pasninger senere og kikset Herning-styrspil senere, var Tyler Gron helt blank på kanten.

Sikre Gron svigtede ikke, og satte et håndledssvirp sikkert ind bag Simon Nielsen. Esbjerg-fordel og 2-1 til gæsterne.

Kort efter kæmpe mulighed for Herning-udligning. Først røg Mario Lamoureux ud, og kort efter smækkede Wade Bergman pucken direkte ud over banden. Fem mod tre i halvandet minut. Nu eller aldrig for hjemmeholdet.

Hvem andre end Daniel Nielsen skulle sættes op til skud? Blue Fox-kaptajnen med en hammer til fjerneste hjørne. 2-2 efter 45:26.

Midt i den forvirring, der opstod efter scoring, fik Brock Nixon pludselig serveret en gigantisk fejlpasning af endnu en fejlpasning fra hjemmeholdet. Alle var konfuse i momentet, åbenbart også Nixon, der ikke rigtig fik præcision på afslutningen. Stadig 2-2. Hvilket gigantisk drama, der bare fortsatte.

Frazee agerede kvikt og fremragende med staven, da hjemmeholdet igen fik sneget sig ind under målet, og vi så offervilje fra flere spillere i begge lejre, der bare kastede sig ned i alt.

Midt i al hektikken og med godt syv minutter tilbage tog Mario Simioni time out – formentlig for lige at få sine spillere til at tage et ekstra åndedræt og ikke begå den fejl, der kunne blive afgørende. Esbjerg havde i minutterne forinden sat sig for at presse højt, og det stressede hjemmeholdet.

Herning fik redet den vestjyske storm af, og da Esbjerg red på kanten af at snuppe en udvisning i egen zone, var det pludselig Sune Hjulmand, der kom løs og fik en halv friløber på Simon Nielsen. Hjulmand kom skævt ind på målet og overplacerede sin baghånd. Halvandet minut igen.

I absolut sidste sekund strøg Jordan George hele vejen rundt om målet og afsluttede, men i modsætning til 1-1-målet vandt Frazee duellen. Klokken 22:39 var det så vidt. Kamp seks skulle i overtid.

Anden periode: 
De midterste 20 minutter blev indledt knapt så åbent som første periode. Vi skulle fem minutter ind for at finde de store muligheder. Først til Brock Nixon, der fik serveret en mulighed fra en Herning-back.

Nixons skud blev pareret af Simon Nielsen og canadieren overlevede, at han efter skuddet blev tumlet ind i målet af Steffen Frank.

Kort efter var der bud i den anden ende, da Markus Jensen snildt forsøgte at gå køkkenvejen på Jeff Frazee, der lige nøjagtig nåede ud med skinnen – til stor jubel for Esbjerg-tilskuerne lige ud for målet.

Blue Fox viste nøjagtig som kollegerne fra Vestjylland i første periode en solid omgang boxplay, da Patrick Madsen tog hjemmeholdets første udvisning. Ikke en eneste chance blev det til for de orange Energy-folk.

Herning sled for at finde chancer. Tomas Sinisalo krydsede blå linje med fart og var lige ved at overrumple Frazee med et hurtigt svirp. Amerikaneren i Esbjerg-målet nåede lige at få staven op til redning.

11 minutter inde i perioden dummede Kristoffer Lauridsen sig med en boarding bag eget mål, og Esbjerg fik igen muligheden i powerplay.

Sune Hjulmand fik en megachance alene med Simon Nielsen, men rutinerede Hjulmand havde måske alligevel lidt finalenerver i momentet, for han kiksede afslutningen.

Kort efter kom den næste udvisning. Kyle Essery var den første til flyve omkring, og dommerne strakte armen i vejret. Jeppe Holmberg måtte ud i to minutter.

Derefter væltede det med både blå og orange folk og appeller for udvisning i begge bokse. Men det blev ved en enkelt og Herning-powerplay, som også endte ude i sandet.

Et enkelt sus fra Daniel Nielsen var alt, hvad Blue Fox fik sat op.

Hjemmeholdet havde dog fået et vist overtag, og Jordan George viste energi, da han med to et halvt minut igen arbejdede sig rundt og rundt i Esbjerg-zonen med Mike Dalhuisen i hælene.

George endte helt inde under Frazee og lagde pucken op i fjerneste hjørne. Dramaet totalt. 1-1.

En god mulighed til Tyler Gron med 20 sekunder igen afsluttede en anden periode, hvor intensiteten steg, som minutterne skred frem. Helt åbent inden tredje periode.

Første periode:
Finalehockey, når det er bedst i Herning denne sene tirsdag aften. Fra første sekund. Med hundrede procents intensitet i hver eneste nærkamp. Indledt med en kæmpechance til Kasper Degn, der var helt fri med Jeff Frazee i første skift.

Efterfulgt af et glimrende forsøg fra Wade Bergman i den anden ende og et saftigt hit fra Nicholas B. Jensen på Tomas Sinisalo. Så var vi ligesom i gang.

Kristoffer Lauridsen viste fremragende dynamik i kampens indledning, hvor Herning for frem i større aggressivitet end før set i serien. Nøjagtig som proklameret i den lokale avis af Mathias Mølgaard op til kampen.

Men det gav huller bagude og kontrachancer i den anden. Resultatet var kampens første mål, hvor Esbjergs tredjekæde kynisk eksekverede en overtalssituation.

Jeppe Holmberg kom af sted, skød fladt på Simon Nielsens skinne og pucken røg lige ud på Lasse Bangs stav. Han skulle bare sætte skiven ind i det tomme mål. 1-0 til gæsterne, der umiddelbart derefter overlevede en udvisning til Matt Pistilli uden andre problemer end en gedigen chance til Elias Granath.

Han spillede selvfølgelig trods tabet af et par tænder i søndags. Playoff-hockey.

Esbjerg fik et par kontrachancer mere. Mario Lamoureux var lige ved at udnytte en lignende situation, som den, der førte til målet, og Hernings Kyle Essery var tæt på at dumme sig med en crosschecking uden grund og langt væk fra spillet.