DM-kval U17: Vojens fører, fire hold med DM-mulighed

DM-kvalifkationen for U17-mandskaber har udviklet sig til en højdramatisk affære, hvor fire hold inden sidstedagen søndag har mulighed for at komme videre til DM-slutspillet om 14 dage i Herning. Stillingen i Game Stats synes ikke at være helt korrekt, men vi har prøvet at kalkulere ud fra kamprapporterne og er kommet frem til følgende tabel inden sidstedagen:

Vojens 4 kampe/9 point
Aalborg 4 kampe/8 point
Rungsted 4 kampe/8 point
Herlev 4 kampe/7 point
Esbjerg 4 kampe/3 point
Hvidovre 4 kampe/1 point

Søndagens program er Esbjerg-Hvidovre, som ikke har nogen betydning, men derefter spilles Vojens-Herlev og Rungsted-Aalborg, to kampe, der bliver direkte afgørende for DM-pladserne.

Det er Vojens, der står med det bedste udgangspunkt, for efter en langsom start og et nederlag mod Esbjerg, har sønderjyderne vundet de andre tre kampe rent – lørdag mod Rungsted og Aalborg – og har dermed bragt sig i spidsen for turneringen.

Rungsted havde en dårlig lørdag med kun to point i regnskabet, og måtte endda ud i straffeslag for at besejre Hvidovre, der ellers stod uden point inden den indbyrdes kamp. Gustav Green reddede et ekstrapoint til Rungsted i straffeslag.

Aalborg, også godt fra start fredag, vandt sikkert 3-0 over Esbjerg, men måtte altså også strække stave mod de veloplagte Vojens-spillere i dagens sidste kamp, der netop er afsluttet.

Dagens anden vinder er Herlev, der med to sejre fik arbejdet sig ind i turneringen igen og vendte 0-1 til 2-1 mod Esbjerg. Desuden altså 3-2 over Hvidovre med Emil Løvig Larsen med to point som den eneste hos Herlev.

Jakob Wittendorf fra Vojens er topscorer i turneringen med seks point, efterfulgt af tre mand med fem point: Victor Cubars (Hvidovre), Oskar Boel (Esbjerg) og Anders Hansen (Vojens).