Division IIB-VM: Rejsebrev fra ishockeyens undergrund

Division IIB-VM. Umiddelbart ikke noget, man gider at interessere sig for, men ikke desto mindre gemmer enhver VM-turnering – uanset niveau – på sine egne fantatiske historier. Derfor er vi meget glade for, at Claus Fonnesbech, der er IIHF’s Result Manager ved Division IIB-VM, har taget sig til til at skrive det her læsværdige og meget spændende rejsebrev fra turneringen, der spilles så langt borte som i Mexico City.

Men selv der får hjemmeholdet opbakning – og nordkoreanerne har bogstavelig talt hånden i honningkrukken. Læs med her, hvad Claus Fonnesbech beretter fra storbyen i Mellemamerika:

Ishockey er ikke verdens største sport i Danmark, men den er dog endnu mindre i de seks lande, der er samlet her i Mexico City til noget så eksotisk som Division 2B (eller med en ældre jargon – E-VM), hvor jeg er landet på min tredje IIHF-opgave i sæsonen 2015/2016 (Continental Cup Semifinale i Asiago, Italien og Division 1A (Kvinder) i Aalborg var de to andre).

Men for de seks hold (Mexico, Australien, New Zealand, Israel, Bulgarien og – hold nu fokus – Nordkorea) er resultatet lige så vigtigt som for alle de hold, der ligger foran dem på verdensranglisten, for også på dette niveau spilles der om op- og nedrykning.

Kampene har derfor en intensitet, der sagtens kan genkendes fra højere rangerende turneringer – i det mindste, når vi taler om top to eller bund to mod hinanden, for der er også nogle helt helt ulige kampe på dette niveau, hvor for eksempel Bulgarien, som pt. ligger sidst i tabellen (med én kamp igen – som kan vise sig ubetydelig, hvis Israel tager blot et enkelt point i aftenens kamp mod Mexico, hvilket vil gøre Bulgarien til nedrykkere til Division 3) har en negativ måldifference på -42 efter 4 kampe. Deres to keepere har hhv. 13,42 og 8,87 mål imod per kamp!

Ligesom niveauet på banen ikke er voldsomt højt, så er det organisatoriske niveau det heller ikke i Mexico. Holdene er frustrerede over et noget ustabilt kampur, manglende pucke til træning og opvarmning, vanvittig Mexico City-trafik, totale strømsvigt (4 stk. på dag et alene) og en generel Laissez-faire holdning fra den lokale organisationskomité.

Men hotellet og hallen fejler bestemt ingenting og man må også acceptere, at Division 2B lige så meget er en læringsturnering for værtslandet, og at erfaringsniveauet rent ishockeymæssigt generelt er lavt.

På isen er der meget langt mellem de store hockeyoplevelser; enkelte af holdene spiller nogenlunde ishockey, men der er også ofte fokus på hårdt spil, som man for længst er sluppet for på højere niveau – altså situationer, hvor spillerne vælger at tackle hårdt og unødvendigt, hvor dygtigere spillere havde valgt en helt anden løsning på udfordringen.

Jeg var forleden i elevator på hotellet med fire af spillerne fra ét af holdene – og de lignede slet ikke prototypen på en ishockeyspiller, men derimod på en bodybuilder. Det er mange år siden, vi skiftede det fokus i Danmark.

På banen er der ok skøjteteknik, ok målmandsspil og rimelig skudteknik – men der mangler i høj grad hockey-smartness. Når en forsvarer presses tilstrækkeligt – selv fra Australien, som pt. er det førende hold i turneringen – så ligner spilleren et rådvildt barn og ender som regel med at dumpe pucken ud i midtzonen i stedet for at skifte side eller holde lidt i pucken – de tænker ikke ishockey som højererangerede nationer.

Mange af beslutningerne er basale og der er rigtigt meget “bring selv pucken” frem-aktivitet i alle kampene.

Det eneste hold, der har lidt snert af smartness’en er Nordkorea, som så til gengæld ikke er meget kultur-smartness. Spillere, der rører ved maden på buffet’en med hænderne, lugter til den og placerer maden tilbage på buffet’en vækker ikke meget begejstring hos de øvrige hold.

Da de så – efter en formaning fra turnerings-chef’en (Henrik Bach Nielsen) fortsatte og ganske enkelt stak honningskeen i munden for derefter at placere skeen retur i krukken (på buffet’en) fik de øvrige hold nok; det gjorde Nordkorea tilsyneladende også, for dagen efter fik de leveret råvarer til hotellet – hvilket hotellet heller ikke var store fans af.

Derudover ryges der i omklædningsrummet, der inviteres gæster med til måltiderne og man oplever på nærmeste hold, hvor fremmed vestlig kultur er for Nordkoreanerne. At man i Mexico så ikke helt har styr på deres nationalmelodi eller på stavemåden af deres lands navn/forkortelse gør ikke just forholdet varmere.

Kulturen omkring spillernes ve og vel er også noget anderledes end vi normalt oplever det. Tre gange i turneringen har der været brug for en læge på banen til en Nordkoreansk spiller og alle tre gange har man skullet på tribunen for at finde og overtale Nordkoreas læge til at gå ned på isen.

Den schweiziske turneringslæge – som er en meget gemytlig ældre herre – har været rasende over denne passivitet og bedre blev det ikke, da en spiller med hjernerystelsessymptomer måtte dømmes ude af en kamp, men efterfølgende klarmeldtes igen af holdlægen – som desværre har sidste ord i sagen og som valgte at sidde IIHFs anbefalinger om pause overhørig.

Men de kan spille ishockey (på dette niveau) – og virker som det teknisk bedste hold i turneringen – men mangler rigtigt meget på fysikken. Og når kampene bliver fysiske, så står de ikke distancen.

Det gør dommerne til gengæld, som er fra bl.a. Canada, USA, England og Holland og for manges vedkommende er de fra væsentligt bedre ligaen end niveauet her byder på.

Men det skaber faktisk også kontroverser, at dommerne kan dømme ishockey på et højt niveau, for man kan mærke, at spillerne til tider er frustrerede over kald, som er helt standard i Metal Ligaen, men som åbenbart ikke dømmes/anvendes i deres hjemland.

De to mest tiljublede hold herovre er naturligvis værtslandet Mexico og dernæst Nordkorea, som har inviteret al ambassadepersonale mm. til kampene og højlydt tiljubler enhver Nordkoreansk handling på isen. For Mexicos vedkommende har der været pænt besøgt i hallen med hele 2.000 tilskuere til åbningskampen og ægte mellemamerikansk stemning – det var fantastisk at opleve dette på tætteste hold.

Men hvorfor så bruge tid på sådan en turnering, når niveauet er så ringe? Fordi den passion jeg oplever fra de 8-10 personer, jeg har til at arbejde for mig til hver kamp er fantastisk, for at møde ishockeykulturen på den anden side af jorden og for at agere “coach” for et værtsland, der gerne vil blive bedre og som godt ved, at de har brug for hjælpen.

Fonnes1
Fonnes7 Fonnes8 Fonnes5 Fonnes4 Fonnes3 Fonnes2 Fonnes6