Division I: Vojens tog den sidste plads i playoff

SE Arena lagde her til aften is til en play-ín-agtig kamp i 1. division, hvor Vojens og Odense mødtes i kampen om den sidste plads i slutspillet i vest-afdelingen. Sønderjyderne skulle vinde i ordinær tid, og det gjorde VIK’erne med solidt eftertryk og vandt med hele 6-0.

Det var to spillere, der også i går var med på SønderjyskE’s hold i Odense i Metal Ligaen, der dominerede festen foran flotte 427 tilskuere i SE Arena.

Frederik Rasmussen var i pointhopla og leverede et mål og hele fire assister, men Søren Dau scorede to gange for hjemmeholdet. De øvrige målscorere også unge og i tilknytning til SønderjyskE’s mandskab, idet Ronnie Brobak, Johannes Røgilds og Kristoffer Mohr mere eller mindre er fast inventar i Metal Ligaen. 

Dermed rykkede sønderjyderne forbi Odense på fjerdepladsen i tabellen og er nu klar til kvartfinaleserie mod Gladsaxe.

De øvrige kvartfinaler er Herning-Herlev/Rungsted, Aalborg-Hvidovre og Rødovre-Jutland Vikings.

De nederst-placerede hold begynder på hjemmebane og skal derefter ud i en eller to udekampe. Serierne spilles bedst af tre.